Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dette Forsæt, horte hun bagved sig et afslhligt Skrig,
solte sig greben i Armen, og i det hun dreiede Ho-
vedet, mødte hendes forfærdede Øine et salt for-
dreiet Ansigt, der med et vanvittigt Smiil stirrede
paa hende og sagde: "Jeg kjender Jer godt, Frttel
jeg saae Jer not da I steg ud af Vogttett. — Der
har J Eders llngel jeg troede det var mit Bctrtt,
for saadan laae det i Vuggen dengang . . . hu!
hul . . . Jeg har lovet Hesten Barnet, for han
skal bringe min Kjæreste igjen, sotn hatt har taget,
men jeg tor illel for jeg troer de ere efter mig,
de . . Dit veed net: Tag Dig iagtl Lad der itte
komme Blod i Groftenl Det er haardt at faae sit
Hoved hugget af, sont de have gjort ved mig, og
gaae saadan som jeg gaaer. Jeg har sat det fast
saa godt jeg kunde; hu! hul« . . . . Under denne
Replik, hvorved Lydia troede at forgaae af Skræk,
lagde den vattvittige Pige et i et Vuggeteppe ind-
svobt lidet Bartt ned paa Jorden, og foer hhlende
ind iskovem— Lydia loftede det hurtig ov, og løb
af alle Kræfter hen ad Landeveien, glad over at
redde det. Det grav. Hun lvsnede dets Indhold-
ning og betragtede det. Det var et ganske sendt,
ualntindelig deiligt Barn. Den arme Pige vadede
det med sine Taarer og for-gik af Angst og Raadvild-
hed. Nattett nærmede sig. Htin stjalvede for igjen at
mode den Vanvittige. Httn auraabte alle Himlens
gode Magter, tog endelig Mod til sig, og besluttede at
udføre sit Forsæt og sage Tilflugt hos Madatne Rosen,
hviltet rigtig nok idenne nye, usthldigste og dog mis-
tanlrligste af al Ledsagelse blev dobbelt vanskeligt.
Først sildig om Aftenen naaede hun den foronsiede
Havn, hvor hun fandt den Tiltro og gode Modta-
gelse som hun havde haaber. Man indrotnmede
hende et afsides Værelse, og besluttede, indtil man
efter nærmere Overlæg havde taget sine Forholds-
reglrr, at holde hendes Nærværelse hemmelig for
alle, undtagen for en tro gammel Pige, sotn ud-
gjorde Husets hele Persouale as Tjenestefolk. Ef-
ter faa Dages Forløb besluttede Madame Rosen i
Forening med Lvdia at underrette dennes Forældre ;
om det Forefaldne. Brevet var allerede flere Dage
gammelt, da Herr og Frue Polvttius ved deres
Hjenttomst til Kjobetthavtt forefandt det, og i den
første Hede svarede, at de aldrig mere vilde høre
tale om en Datter der paa sitt Cottsirmationsdag
var flygtet fra sine Forældre, og med et Barn paa
Arntett var ankommen hos fremmede Feil. — Da
den stakkels Lydia kom til dette Sted i sin Fortæl-
Jeg trøstede hende med den Overbeviisning jeg vir-
kelig havde, at dette haarde Skridt af hendes For-
ældre itte var saa alvorligt meent, at hun var især
sin Fader inderlig kjær, trods alt hvad der var for
regaaet; det visie hans Smerte hvortil jeg var
Vidne dett Dag hntt forsvandt. Men hvad jeg her
opbyggede, nedbrvd jeg uafvidende ved at omtale
den Mafcerade som den halvvorne Junker ved denne
Leilighed tillod sig. Næsten fortvivlet udbrod Ly-
dia: »Gud er det muligtl Nei, rm kan mine For-
ældre aldrig tilgive mig! hvilket afsialigt Spogl
hvilket rasende Paafund af den fale Hedevig! Har
De kunnet tiltroe mig saadant? Og er dog saa god
at opsøge mig?" — Min Lydias stjontte rene Sjæl
henrev mig ganfke3 hendes Forsikkring aldrig at
ville forlade sin lille Pleicdatter, uden i det Til-
falde at hun kunde overgive dette Barn til dets
egne Paarorende, forøgede min Agtelse for hende.
’«Lad os varre dette forladte Barns Fader og Mo-
der", sagde jeg: "giv mig deres Haattd, elstcde
Lydia, og lad os som Ægtefolk fremstille os for
Deres Forældre, og saaledes binde Munden paa al
Bagvaskelse, ende hver for Dem fortteermende Mis-
tankel« — Lydia var kort, hun tilstod at httn el-
skede mig, men afsiog bestemt, uden sine For-andres
Samtykke at folge mig til Altret.
Jeg forblev bestandig i Lydias Nærhed, og
saae hende daglig. Et inderligt Venskab forenede
hende hver Dag nøiere med Datteren i Huset.
Disse unge Piger arbeidede sammen, læste sam-
men, sang med hinanden, pleiede og sargede for
det lille Barn, som Lvdia med starste Otnhu og
Besvarlighed optleettede. Hun sagde engang: "Paa
hendes Toi stod et I; jeg kalder hende Jsidore,
efter en lille afdod Cousine som jeg elsiede høit."
Saaledes vare tre Uger omtrent forlabtte siden
Lydia kom til Madatne Rosen. Af Frygt for vrange
Domme og Mistvdninger, sont og af Ømhed for
Lydias Rygte, havde denne gode Kone ikke kunnet
bestemme sig til noget Skridt der tunde lede til at
opdage Barnets Forældre, der efter al Sandsynlig-
hed kun ved et ulykkeligt Tilfælde havde mistet det,
itte forsætlig givet det fra sig. At noget saadant
dog burde skee, indsaae vi alle.
Nevve otte Dage vare forløbne, siden jeg
fandt Lydia igjen, da det engang htendte sig- at
medens Lydia og Iomfrne Rosett i en anden Deel
af Værelset vare beskjæftigede, sad jeg ved Barnets
Vugge og betragtede det med Velbehag. Det slog
ling, overlod hun sig til dett hastigste Smerte. - i det samme sine Øine op, og hvor blev jeg frapper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
