Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aarsagen, hvorfor disse Former i alle Sprog
ere og tnaae være saa ufuldkomne, er den liden
Forskjel, som er imellem Hovedordets og Biordete
Vigtighed. Thi i enhver Form er det Biordet,
som ved en Forandrittg bliver til Tppus for For-
men. Men hvor Biordet endnu har saa megen
Selvstændighed, sotn i de anførte Tilfælde, kan
det ikke godt forandres til ett reen Typtts — ved
hvis Brug man aldrig tænker paa dens oprindelige
Betydning — og kan altsaa ikke frembringe no-
gen hoi Forttt.
Den tredie Art af Compositionen er den, hvori
Forskjellen mellem Hoved- og Biordet er bleven be-
tydeligere, saa at det sidste lettere kan forandres
til en Typtts for Formen. J denne Art er Mor-
det et lille, i sig selv ubetydeligt Ord, en Præpo·s
fttion eller et Adverbium. Denne tredie og fuld-
komneste Art deler sig i to Underarter, af hvilke
den forste er den ringere, den anden den høieste
Spidse-, hvortil Compositionen bringer det.
Den forsie llnderart har et Biord, sotn endnu
et gangbart i Sproget. Nogle af de hertil ha-
rende Former ere kttn mechaniske Sammensæt-
mager-, som idag, Formiddag, Giennemgang.
Slige lose Forbindelser ligne de lige saa lvse For-
bindelser i Livet, der blot skylde Leiligheden deres
Tilværelse, uden at grunde sig paa virkelig Tilbøie-
lighed. Da Tilfældet ofte farer saadanne Ord sam-
mett baade i Tale og i Skrift, faa slaaer man dem
vilkaarlig sammen i eet Ord, eller lader det lige-
saa vilkaarligen være. Saaledes skrive nogle ifor-
veien i eet Ord, andre i to. Det samme sinder
Sted med ligesom, udenfor, o. m. fi.
Andre ere fastere forenede og danne en tem-
melig fuldkommen Form. Det ere saadanne, som
have et Casnstegn til Typus; men her indtræffer
den Mærkværdighed, at det er Hovedordet som an-
tager Typus, hvilket her er nødvendigt, fordi Bidr-
det er en Præposition, der altsaa selv ingen Easus
har, men opvækker en saadan i Hovedordet. Disse
Former ere temmelig fuldkomne i det danske Sprog,
af den Grund, at Præpositionerne, udenfor disse
Sammensætninger, ingen Easus styre, saa at de,
berøvede deres selvstændige Betydning, blive tilo-
vers l Sproget, som virkelige Fortner. Til Er-
etnpel kan tjene udenlands, der har en ganske an-
den Betydning end uden Land. J udenlands
har Prapositionen eengang opvakt den genitive Cu-
delse; i Sprogets senere Periode er dette Herre-
domme af Prapositivnerne over Sttdstantiverne for-
svundetz men hitte Former have overlevet denne
Forandring, og beholde, ligesom gatnle Folk, de-
res Ungdom-bragt tnidt i den tnoderne Generatiom
Endnu fuldkomnere bliver denne Form i de paa E
endende Ord, som tilfode, medtette, thi her er
dette E, cden istandsle Genitiv paa A) reent for-
svttndet af Sprogformernes Række.
Den anden Underart er den allerfnldkomnesie
Compositiom Det er den, hvori Biordet er for-
ældet, hvorfor det ogsaa blot kan reddes fra total
Undergang ved at vedligeholde sig i sin Forbindelse
i disse Former. Det er denne Slags Composi-
tion, sotn Grammatikerne kalde Derivation med
Forstavelser. Herhen høre alle med u, mis, vatt,
sam, o. fl. dannede Ord. At disse nu virkelig
fortjene Navn af sande Former, seer tnan af den
store Meie, det koster Etytnologerne at sinde dett
oprindelige Betydning af adskillige af disse For-
stavelser· Saa meget meer beder jeg Læserett til-
lade mig at gjore Forsvg med et Par af dem, hvis
Etymologie jeg endnu ikte har fundet tilfredsstil-
lende fremsat.
Den interessanteste er det coutradietorisk be-
nægtende U, f. C. i uendelig, umulig o. m. fl.
Dette samme U finde vi i samme Betydning i de
græske Ord ti, tin, tickrrxiaj» Faa-is, Fyen-ke, Mere-,
Leien og dette staaer stktert i Forbindelse med det
angelsaehsisle og tydske Un. Dette leder os umid-
delbart tit det latinske lu ef. Cr. inlmitus). Det
latinske i er i der tydske blevet til u; n er deri-
mod usorandret. Allerede heraf bliver det sandsyn-
ligt, at Voralen i denne Forstavelse er det uvæ-
sentlige, Consonanten det væsentlige, og det saa
meget meer, som N ogsaa i det Latinste er et ne-
gerende Vogsrav, som i non, vente-, nulla-, uen-
ter, negatse, en Betydning som dette Vogsiav har
beholdt ei blot i de romanske, men ogsaa i de nok-
diske og germaniske Sprog. Paa Dansk haves
Exempel derpaa i Nei og nægte; paa Tydsk i
Nein, nicht, nie.
Forsendes, lsslge sougellg allernaadigft Tilladelse,
med Pakken overalt i Danmark og Hertugdsmmerrtr.
Trykt hos Oiteetetre I. Hastrttp Schullz, songelig og Unldnsitetkvsogtrykker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
