Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
betragtede Verdett som en tillukket Roman, Carl
som den der skulde aabne den for hende, og Duel-·
len sotn den fvrste interessante Begivenhed deri.
Fra dette Øieblik af var hendes Kjærlighed vaag-
net. Hiitt havde fundet Leilighed til at tilstaae
Carl sine Følelser. Mett Nødvendigheden af at
maatte med stor Selvbeherstelse skjule dem for alle
andre, denne Nodvendighed som jeg selv havde leert
Carl at indsee, og som endog havde bevæget ham
til at give mig sit IEresord paa at han ganske vilde
forandre sin Adfverd, alt dette gjorde enhver Med-
delelse paa den sædvanlige Vei umulig for de Cl-
skende, og dog kunde ingen nf dem uudvoere en
saadan. Charlotte, hvis Kjærlighed syntes at være
saa sildig vakt, for at opblusse med dobbelt Has-
tighed, overgav sig nu til den Elskede med en saa
blind Hengivenhed, at hiin endog indvilligede i at
have slige Sammenkomster med ham. I Herrern-
kelse over at vide sin Kjærlighed lvnnet paa den
utvetydigste Maade, blev Carl et nyt Menneske i
selskabelig Henseende. Hans Tvivl havde tilsorn
gjort ham paatrængende, tvungen, ubesindig; hans
Lykke gjorde ham ttu naturlig sri og naturlig til-
bageholdett, elskværdig, og optneerksvtn paa alt hvad
som fordrede det. Til disse Omstændigheder kunde
jeg slutte mig af den forefaldne Samtale. Det
havde noget Nat-ende for mig at see min unge
Cousine, der ellers var saa sky og saa blufardig
som en nylig indviet Nonne, afkaste alle Hensyn,
og med den tneest brændende Lidenskab hengive sig
til den Elskede, der paa sin Side lagde en ligesaa
urokkelig Følelse for Dagen. Sand Kjærlighed ba-
rer i sig selv en Undskyldning for sine Feil. Min
Forbittrelse gik lidt efter lidt over til den inderligste
Bedrovelse. Jeg harmech mindre over det Fore-
faldne, end over den uheldige Skjæbne, der havde
gjort mig til Vidne i en Sag, som jeg vilde have
givet mit Liv for at vare uvidende om. Nu fore-
kont det mig, sont om det var min Pligt at handle,
og dog vidste jeg ikke hvad jeg skulde gjore; en
Byrde var lagt paa mine Skuldre, og jeg sor-
nt.raede ikke at bare den.
I vaet af Samtalen retfærdiggjorde Carl sig
meer og meer i mine Oine· "Min elskede Char-
lotte!" sagde han: «Min Lykke er nn saa stor, at
det forekommer mig, som om jeg, ihvad der end
handte, aldrig kunde blive ret ulykkelig. Himlen
forlade mig det, ifald jeg stoler for meget vari min
Kraft; den veed at det er ikke Overmod, men knn
inderlig Taknemmelighed for den Lyksalighed, som
den selv har stjanket mig. Kun een Ting vilde
vare istand til at sonderknuse mig, og det var, om
Du vendte Dit Hjerte fra mig; men ikke sandt ?
det er untnligt?" — «Umuligtl« stammede Char-
lotte. "Velatt!" sagde han: «saa er jeg rolig for
alt hvad der kan skee. Ja selv om det Skrakkes
ligste hændte, om Du, min inderlig Elskede, dode
fra mig, jeg troer ikke at jeg vilde gaae tilgruude
derover. Jeg vilde da henleve mit Liv i stille Er-
indring om den Lykke, Dit har fkjeenket mig, og
som intet, selv ikke Døden, kan berove mig; jeg
vilde troste mig med at Dit var dod med tnit Navn
paa Læben, og jeg vilde haabe paa et saligt Gjen-
syn." — Charlotte omfavnede ham taus og inder-
lig. »Himlen bevare mig dog for alt for svare
Proverl" tilføiede han: «Man kjender ikke sin
Kraft, for Øieblikket fordrer den."
«Kun Eet," vedblev Carl, "mangler i min
Lykke, og det er at jeg skal indslutte den imig
selv, hvergang jeg i et desværre kun alt for langt
Tidsrum ikke kan meddele den til Dig. Jeg bug-
ner under den, jeg er nasteti for svag til at bare
den." —- "Og jeg ?’« svarede Charlotte: "gaaer det
mig da bedre?" — "Rei," gjentog Carl: «men
hvorfor skulde vi ikke begge have en Fortrolig sont
kunde hjelpe os at beere hvad der er for meget for
os selv? Din Feeuer Fredrik er min Ven; jeg
har deri stvrste Agtelse, det oprigtigste Venskab for
ham. Da jeg var ulykkelig, var han min Fortro-
lige; hvorfor- tor jeg nu ikke indvie ham i min
Lykke? Skal jeg gjengjelde hans Deeltagelse med
Falskhed, hans Venskab med Bedrageri? O hvis
der er nogen Vrede i vort Forhold, hvor meget
vilde det da lette mit Hjerte at have ham til Med-·
viderl Jeg vilde tilstaae hatn alt; han vilde mis-
billige det, jeg veed det, men naar jeg rolig havde
hørt hans Vebreidelser, naar han havde erfaret alle
Omstændighederne, saa vilde han tilgive mig, han
vilde sole Medlidenhed med vor Tilstand, han vilde
undskylde hvad han ikke kunde for-svare, og min
Samvittighed vilde have et fast Hvilepunkt i hans
mandige Skiinttsotnhed." —- «Zsor Himlens Skyld!«’
udraabte Charlotte: "ham mindre end Nogenl Det
var den sidste, jeg vilde indvie i min Hemmelig-
hed. Jeg har Godhed, jeg har Agtelse for ham;
men jeg frygter ham. Jeg vilde skamme mig sor
ham, jeg vilde aldrig turde troede ham under Ol-
nel Nei, min Ven, hverkett han eller nogen An-
den bor kjende vort Forhold. Og hvokkic stUldc
det nytte? Er der nogen Brøde ith Vi have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
