Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fengsz og det er ogsaa for tidligt at besorge vore
daglige Forretninger. Lad os gaae ud i den frie
Luft. See, hvor Morgenen er deilig-. det lader
til, at dett Sotuuterdag, som Carl tnedrette kaldte
den sidste, dog ikke vil blive den sidste for os. Korn
og lad os nyde dett l·«
Frrdrit bifaldt tnit Forslag. Vi forlode Hu-
set. Gaderne vare endnu stille og ode; nasten bag
alle Vinduer vare Rullegardincrne nede; kun hist
og her saae ntatt paa et Tagkatnmer en tidlig vaa-
gen Tobaksrvger staae i Skjortearnter i aabent Vitt-
dne. Vi gik ud af Byen, og uvilkaarligt begave
vi os hen over Farimagsveiem Carls friske Grav
iMorgensolens Belysning vinkede os til sig; vi
nærmede os den, offrede den en stille Taat·e, og
gik derpaa videre. Jeg kunde ikke lade være at
tage Veien forbi Hr. B’s Huus; men ogsaa her
thdede alt hen paa, at hele Familien endnu befandt
sig i den dybeste Ro. Jeg kastede et louligt Blik
op til Marianes Vinduer; Rullegardinerne vare
nede, men en stor Mængde Glad, fttlde as Efter-
aarets meest spraglede Blomster stode foran dem,
og hilsede mig venligt, sont om de vilde forkynde
mig en Lykke, der idag ventede mig hos min El-
stode. Havde jeg været allene, var jeg neppe kom-
men videre, men var bleven staaende og havde for-
dybet mig i mine Forhaabninger. Men Fredrik,
sotn ikke vidste noget af mit Bekjendtskab til Hr.
De Familie, maatte ikke mærke det; jeg rev mig
altsaa lov. Vi bleve ved at gaae, indtil vi naaede
Charlottenlnnd· Her lode vi os give Kasse; og
da vor Samtale ikke var meget levende, mest hver
as os var fordybet i sine egne Tanker, saa gik jeg
allene ud i Skoven, for at overlade mig til mine
Betragtninger. Jeg kunde ikke forvinde det Ind-
tryk, som Carls Historie havde gjort paa mig. uvil-
kaarligt maatte jeg sammenligne mig selv nted ham;
min hemmelige Kjærlighedsforskaaelse begyndte at
være mig til Plage. Jeg besluttede, paa Hjern-
veien at gaae ind til Mariane, fortælle hende hvad
jeg havde oplevet, og bede hende om Tilladelse til
at erklære mig for hendes Forældre. J denne Hen-
sigt forberedte jeg mig paa en Tale, snld af de
vægtigste Grunde; jeg gjentog den flere Gange for
mig selv, jeg lærte den næsten udenad, og tvivlede
ikke paa dens Virknittg.
Erfaring vidste det, saa burde jeg have lært det
af Wilhelm Meister, at jo mere man i det dag-
lige Liv forbereder sig paa stige veloverlagte Taler,
det-mindre kommer man til at gjøre Brug af dem-
Men om jeg ikke af egen »
Jeg vendte tilbage til Fredrik, og vi begave
os ind til Byen. Da vi vare ved Forsladen, var
det allerede hoit op paa Formiddagen. "Ieg vil,"
sagde Fredrlk, "da jeg just er kommen i denne
Egn, med det samme besorge et Ærinde, som jeg
har til en Mand hernde." — «Vell« svarede jeg,
glad over at fulde et Paaskud til at slilles fra ham,
for at hatt ikke skulde see mig gaae ind iHr. B’s
Huus: "saa vil jeg tage en anden Vei ind til Byen."
Vi aftalte derpaa, at vi vilde spise sammen til Mid-
dag, santt hvor vi skulde matte-. Jeg lod nu, som
jeg vilde gaae en anden Vei til Staden; men da
der var gaaet saa lang Tid, at jeg maatte antage-,
Fredrik nu var kommen forbi Hr. B«s Hun-, vendte
jeg om, og gik derind,
Jeg traf Mariane i Haven-, hun var særdeles
opromt og venlig stemt imod mig, saa at jeg med
Glæde bemærkede at de forrige Afteners Misfor-
staaelse un as sig selv var hævet. Men hendes Mo-
der var tilstede, og det var mig ikke muligt at faae
·min Tale anbragt. Mariane, som mærkede at jeg
havde noget paa mit Hjerte, og selv længtes efter
at tale med mig i Eenrum, gav mig snart et yderst
kjærkomment Vink. «Jeg vil," sagde hun, "henle
de to Urtepotter som staae i min Faders Værelset
de maae nd i Luften og Solen." —- "Tillad," sagde
jeg, "at jeg bærer den ene." «Med Fornoielse
svarte hun, og hurtig iilte vi ind i hendes Faders
Værelse. VedSiden af dette Værelse var et lille
Cabinet, hvori Hr. B. om Sommeren havde
et Slags Contoir; Det-en stod aaben, jeg saae
nogle Borde bedækkede med Breve og andre Pa-
pirer. Neppe vare vi komne ind idet forreste
lVarrelse, for Mariane faldt mig om Halsen, og
sagde: ".Her er ingen tilstede; min Fader gik i
dette Øieblik til Byen. O min Vent hvor meget
har jeg ikke længtes efter et Øieblik som dette l" —-
J«Min elskede Marianel« udraabte jeg: «jeg har tu-
Jsiude Ting paa mit Hjerte. Her hvad jeg har at
sige Dig." —- «Jkke et Ord l" tonede en mig vel-
bekjendt Stemme i Cabinertet. Men hvad lignede
tnin Forundring, da Fredrik traadte os imodek
»Jeg troet,» sagde han, «at jeg af Skjæbnen er
udseet til at være tvunget Vidtte ved alle hemme-
l lige Rendezvous.· Men jeg har betalt alt for dpre
Larepettge, til oftere at finde mig deri." —- Min
Forbauselse og Marianes Forlegenhed berøvede os
næsten Mælet. «Blio ikke forskrækket, Jomfrue
B.," sagde Fredrik: "Denne ringe Mand er min
Ven. J dette Øieblik sliltes jeg fra ham, og dromte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
