Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men denne Forventning, som Crvositionen
opvækker, forekommer det mig at Forviklingens og
Catastrophens Udforelse ikke opfylder. Alle de Gjen-
stande, vi vare berettigede til at vente, komme vel
for, tnett vi see sor lidt af dem; der vises os en
Mærtgde ynperlige Motiver-, men saa af dem har
Digterett tilstrækkelig benyttet, faa af dem har han
ndfort saaledes at vi med Tilfredshed kunne faae
Tid til at dvæle ved dem. Det er saaledes ikke
i Hovedomridsene, men i de iedsagende Details at
Planen og dens Udførelse er at dadle. Allerede i
2M Akts LM Stene lader det som om det græske
Folkeliv vilde fremstille sig for Tilskueren, men dette
bliver saa aldeles til Intet, at denne Seette kunde
bortfalde, uden ntindste Judstydelse paa det Hele.
Vel siger Digteren i sit Svar til N. Z. (Side 8),
at han har ladet nogle græske Borgere optræde,
for at gjore de nordiske Heltes Fremtræden mere
imposant. Men hvorfor har han da ikke bragt
Contrasterne i Forbindelse med hinanden? Der-
ved vilde de jo paa begge Sider vinde. Hvorfor
har han ikke ladet de græske Borgere og de nordi-
ske Helte komme i Samtale med hverandre, iste-
densor at nu begge staae, hver for sig isoleeede.
At frembringe Contrasier er visselig meget gavnlige
for den dramatiske Virkning, men Hensigten maa
ikke være synlig-, det Contrasterettde maa gribe ind
i det Hele, og have Udseende as blot at være der
for dettes Skyld; deri specielle Virkning vil da
komme som af sig selv, som ved en indre Rodvenk
dighed, og saaledes overraske langt mere. Til Ha-
ralds og Maries Kjærlighed see vi intet videre i
denne Att, og dog var dette nodvendigt, for at vi
ret levende kunde deeltage i Heltens Skjæbne, hvor
Elistf optræder. Paa dette Sted kan vor Medli-
denhed endnu ikke være ret stor, thi vi have seet
for lidt af Haralds Kjærlighed til Marie, for at
vide, otn han dog ikke maaske elsker Clisif hoiere,
og blot har valgt Marie sont en ufuldkommen Er-
statning for det Tabte, thi selv hans Frieri til
Marie i tstt Act er saa kort assattet, at vi endnu
ingenlunde kunne være overtydede otn Styrken af
hans Følelse. J Arel og Valborg vilde den dei-
lige Slntningsscette i tredie Akt, hvor de Elskende
tage Afsked, neppe være af nogen stor Virkning,
dersom ikke deres brændende Kjærlighed var skildret
iforveien med saa stærke Farver. Vel har Digte-
ren sagt (i sit Svar Side 16), at han ikke vilde
gjentage sig selv ved at gjøre Harald til en Arel,
samt at Harald, ifolge Historiens Vidnesbyrd, ikke
besad disse blvde Egenskaber, hvorved Arel blev
en sværmende Elsker. Men hvad det angaaer, saa
kan derpaa gjensvares, at saa priseligt, ja saa na-
turligt som det er, at et Genie sont Oehlensehlciger
ikke, lig visse underordnede Poeter, gjentager sig
selv, saa var det dog mere væsentligt at see paa,
otn ikke hans Stof her fordrede en Art af Gjettx
tagelsc, thi hvad Stoffet udfordrer, er det fotsste
Hensyn-, Resten er en Biting, hvorpaa det ikke
kommer meget att. Men ntt maa man vel sporge:
Hvad udgjør da Centralanteressen i Bærittgertte?
Er det ikke Haralds tragiske Forhold til Marie?
Men kan dette virkelig blive et Centrum, naar
hans Følelser for hende ikke ere tilstrækkelig udma-
lede? Det forlanges ikke, at Digteren skulde have
gjort ham til en svartnede Elsker, eller til en Arel.
Lad Haralds Kjærlighed (oar det ogsaa blot af
Frygt for Gjentagelse) udtale sig nok saa eiendom-
meligt, lad Digteren behandle dette Momenr gan-
ske efter sit eget Godtbefindende (thi her er neppe
nogen berettiget til at give ham Raad); men be-
handle det maa han, og netop det har han ikke
gjort. Det kan gjerne være at Historien siger, at
Harald ikke var nogen sværmerisk Elsker; det for-
langes heller ikke at han skal være det; mett siger
Historien, at han har elsket, og gjores hatts Kjær-
lighed til Middelpunktet as Tragedien, saa vil vi
ogsaa see mere deraf, end vi have seet indtil Ell-
siss Fremkomst.
Og ntt Elisif selv, denne frygtede Medbeiler-
inde som skulde stramme Knuden til det hoieste? Vi
see hende blot kotmne og gaae, og vente forgjæ-
ves, hele Stykket igjennem, paa hendes solgt-ude
Fremtrædelse. Vel bor det ikke miskjender-, at
Digteren med Flid har gjort hende ubetydelig i
Sammenligning med Marie, men hun skal tillige
indtage ved sin uskyldige Hengivenhed for den Cl-
skede. Selv den Maade, hvorpaa hun hyppig
betegnes ved "den liden Elisif," viser at hun skal
være et ved sin stille Beskedenhed rorende Væsett«
som hverken gjor eller kan gjøre den samme For-
drittg paa vor Enthusiasme, som Marie, men burde
der ikke have været Leilighed for hende til endnu
mere at udvikle denne Characteer2 og har Digte-
ren her ikke atter sorsemt eet af sine Piativer«3
J selve Scenen med Elisif maatte matt vente
at see Harald paa en interessant Maade udvikle
sitte Følelser, sorstaaeligt for Tilskuerne, skjøndt
uforstaaeligt for Elistf. Mett Digtere-i har fore-
trukket at lade Harald sorge for at blive allene,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
