Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fornvielser og Behageligheder af en modsat Art,
end dem, som de andre Aarstider tilbhdes for disse
behover han nemlig ene at vare modtagelig, og at
npde dem uden Anstrængelse: Vinterens Behage-
lighed maa han derimod selv skabe sig.
Den samme Fremgang fra det Lhriske til det
Tragiske gjentager sig vist nok paa endnu hoiere
Trin. Menneskeheden, betragtet efter Aartusinder-,
har vist nok havt sin Morgen, sin Middag, sin
Aften og sin Nat, eller sin Vaar, sin Sommer-,
sin Hest og sin Vinter; og hvo veed, til hvor mange
endnu hoiete Potenser den samme Cptlue kan
have sig?
Men ligesom den paa den ene Side gaaer i
det uendelig Store, saa gaaer den paa den anden
igjen i det uendelig Smaa. Morgenen f. Cr.,
omendsksandt lyrisk, i sin Modsatning til Middag,
Aften og Nat, indeholder dog, for sig allene be-
tragtet, den hele Coelus, thi dens Begyndelse er
fortrinsviie lvrisk, dens Midte idyllisk, dens Ophor
elegisk, og dens fuldstændige Negation af sig selv
tragisk. Saaledes bliver da Middagen den negativt
Differens som fremgaaer af Morgenens Regation.
I det Hele er alt, hvad som har Begyndelse,
Midte og Ende, en meer eller mindre ufuldkom-
men, naturlig Antydning af eller Henviisning til
den omtalte æsthetiske Chelus. Saaledes kan f. Et-
Ungdommens Tab opvække en forst rlegisk, derneesi
tragisk Folelse hos Mennesket, indtil han lærer at
fatte den Realitet, som ligget i den nye Alder,
hvori han indtræder-. Men ethvert af disse enkelte
Momenter kan igien deles i sire andre, og saaledes
har selv det mindste Øieblik en lyrisk Begyndelse,
en idyllisk Midle, et elegisk Ophor, og en tra-
gisk Negation af det Hele. Ved meget smaa Tids-
dele demarke vi det ikke, fordi de have for lidt
Indhold, til at vi skulde reflectere over dem. Men
saasnart kun et Tidsrum er langt nok iil at vi kan
udsvlde det med et væsentligt Indhold, saa forlade
vi det ugserne, fordi vi derfra maae vandre gjen-
nem et Intet, forend vi naae den negative Disserens·
Heraf forklares den Smerte, man fvler ved at son-
derrive et kjært Baand, og i det Hele rive sig lotl
fra det hvorved man allerede gjerne dvælet-. Naar
man paa en Reise farer igjennem et Sted, uden
at opholde sig der, saa forlader man det saa lige-
gyldigt, som man er kommen dertil; men har man
blot opholdt sig der saa længe, at det ikke forekom-
mer Een aldeles tomt, saa forlader man det ogsaa
med en noget bedravet Fslelse, thi kun igjennem
et Nulpnnkt, hvori man siger sig selv: »Du er
der ikke meer," kommer man til den negative Dis-
serens, nemlig et andet Sted, hvorom man maa-
skee vil sige: "Det er skjonnere," men tillige: "Det
er mig fremmed." Den sorgelige Fvlelse opstaaer
i ethvert Tilfælde derved, at seg betragter den en-
kelte Chelus som sluttet, istedenfor ved min Re-
slexion at sertte den i Forbindelse med den som
falger umiddelbart efter. Den Vise, som kun be-
tragter det Enkelte l dets Sammenhang med det
Hele, sinder heller ikke i de jordiske Tings Afvex-
ling nogen Grund til Haab eller Frygt, til Attraa
eller Afsky.
Det Tragiske er den hoieste Kunststjonhed, som
Naturen er istand til at ane. Det Comiske over-
gaaer deno Begreb og dens Evner; ja dette be-
roer endog paa en nv Tilintetgjorelse af det sont
Naturen antager for det hoieste, og paa en nh
deraf fremgaaende negativ Disserens. Selv til den
svageste Anledning af det Comiske udfordres en Fri-
hed i Aanden, hvortil Naturen ikke kan naae.
De eomiske Antydninger, som Nogle have troet at
finde l Naturen, f. Er. i Dyrenes Physionomier,
er noget ganske Vilkaarligt, og har vel blot sin
Grund i den tilfældige Lighed som man har fundet
mellem visse Dprs og visse Menneskers Udtrpk.
Men paa denne Maade har man da i Betragtnin-
gen as Naturen medbragt en Tpptts eller et For-
billede, som var laant as en ganske anden Sphære
af Forestillinger.
De her fremsatte Ideer, som vel ikke er an-
det end fragmentariske Antydninger til en tilkom-
mende virkelig Ashandling over disse Gjenstande,
shnes mig imidlertid at have Krav paa Opmærk-
somhed. Æsthetiken vil aldrig med Sikkerhed kunne
bestemme Kunstskjonhedem uden at begynde med
Begyndelsen, nemlig Naturstjonheden. Det har
tillige noget Behageligt at tænke sig Naturen be-
siælet af de samme aandelige Kræfter som Menne-
sket, og siræbende, sksondt paa en langsom og dun-
kel Vei, til det samme Maal, til Bevidsthedeno og
Frihedens aandelige Rige.
I. L. H.
Knsgcsmmcr krll Pskcsi
lsilteddeelte i et seet-)-
Anagrammernes Kunst er i denne Tid starkt i
Moden. Ligesom maa allerede for længe siden hae
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
