Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ghndte at blive fortrolig med Federigo og at more
sig med Fugle og Hunde-. Da han nu mange
Gange havde seet Frderigos Falk slovr« og den be-
hagede ham særdeles meget, ønskede hatt heftigt at
faae den, mett dristede sig dog ikke til at bede om
den, fordi han saae, at den var Foderigo saa kjær-
Medens Sagerne stode saaledes-, hændtes det,
at Drengen blev syg, hovrover Moderen blev saare
bedrøvet, eftersom httn ingen andre Boru havde,
og elskede ham saa hoit sotn muligt. Hele Dagen
var hun otn ham, efterlod aldrig at trosie ham,
spurgte hatn ofte, otn der var noget, sottt han on-
fkcde, og bad ham at at sige hende det, thi da
vilde huu, saafremt det ellers var muligt at faae,
forskasse ham det saa vist, sotn om hatt allerede
havde det. Efterat Drengen mange Gange havde
hort disse Sildud« sagde han: "Miu Moders hvis
J katt slasfe mig Federigos Folk, da troer jeg snart
at kunne vorde helbredet." Da Damen horte dette,
blev hun ttogrt eftertænksotn« og begyndte at over-
veie hvad hun skulde gjort. Htttt vidste, at Fode-
rigo lange havde elsket hende, og ikke engang faaet
saa meget sotn et Øiekast af hende, og hun sagde
derfor: »Hvorledes kan jeg sende Bud efter denne
Folk eller selv gaae hen at bede om den, da den,
sotn jeg horer, er den bedste der nogensinde sloi,
og desuden ernarer ham her i Verden? Og hvor
kan jeg vare saa uerkjeudtlig at ville tage den sra
en Mand, hvem ingen anden Glade er bleven til-
bage?" Forvikret af slige Tanker svarede htnt ikke
Sontten, da hun ikke vidste hvad httn skulde sige,
mett taug, nagter hun var ganske vis paa at saae
dett, hvis hun bad om den. Tilsidsr seirede Kjær-
lighed tit Sottttett saa staeer, at hun besluttede, for
at tilfredsstille ham, i hvad der end vilde skee, ikke
at sende Nogen, men selv at gaae hett efter Fal-
ken, for at kunne bringe ham den, og svarede
ham saaledes: "Mitt Sont slaae Dig til Ro, og
haab, at Du snart vil vor-de helbredetl Thi jeg
lover Dig, at det forste jeg vil gjore imorgen tid-
lig, skal vtere at gaae hen efrer Falken og bringe
Dig den." Barnet, fornoiet herover, viste endnu
samme Dag nogen Bedring.
Dett næste Morgen tog Damen et andet Frttettx
titumer med sig, og gik ligesont for Morstab hett
til Fedrrigos lille Bolig. Fordi det itte var den
rette Aarstid dertil, havde hatt i de Dage ikke vae-
ret paa Iagt, men var i sin Kjokketthave, og lod
nogle smaa Arbeider fuldfore. Da han horro, at
Madonna Giovanna spurgte efter ham ved Dorett,
blev han saare forundret, og ilede glad derhett.
Saasnart hun saae ham komme, gik hnn ham imode
med qvindelig Ynde, og sagde, efterat Federigv
arbodigt havde hilset hende: "Hil Dig, Fode-
rigo!" Httn vedblev fremdeles-: "Jeg er tom-
men for at holde Dig skadeslos for de Tab Dtt
har lidt for tnitt Skyld, da Dtt har elsket mig
inere end nødvendigt var, og Crstatttingen er dett,
at jeg med denne min Ledsagtkittde vil spise til
Middag hos Dig i denne Dag-« — Hertil svarede
Foderigo ydmygt: ’«Madonnal Jeg erindrer al-
drig at have havt noget Tab for Eders Skyld, men
saa meget Godt, at hvis feg nogensinde har varet
noget rare, da har dette sitt Grund i Eders For-
trcffelighed og i den Kjærlighed, som jeg har baa-
ret for Eder. Og tiloisse, omendskjondt J er kom-
men til ett fattig Vert, saa er dette Eders velvil-
lige Besog tttig langt kjærere end om det paany
blev mig givet at kunne forode ligesaa meget, som
jeg tilsorn har forovt.’« Da han saaledes havde
talt, sorte han hende undseelig ind i sit Huus og
derfra ttd i Haven, hvor han, fordi han Ingen
havde, sotn kunde holde hende med Selskab, sagde
til hende: «Madonnat efterdi her ingen Anden
er, skal denne gode Korte, hiin Ilrbriders IEgm
falle, holde Eder med Srlstab, imedens jeg gaaer
hen at sorge for Bordet." Endskjondt hans Fattig-
dotn var overordentlig stor, havde han dog aldrig
folt saa stærkt hvor trangettde han var, fordi han
uden al Maade havde forodt sine Rigdomme. Mett
det, at hatt denne Formiddag intet fandt, hvor-
med han kttnde bederte den Dame-, for hvis Skyld
hatt tilfortt havde bevortet utallige Andre, lod ham
ret bemærke dette. tlendelig nedtrykt, forbandede
han hos sig selv sin Sljebue, og lob stetn og til-
bage som en Mitnd, der er ude af sig selv, uden
at kunne finde Penge eller Pant.
Da det allerede var silde, og hans thi stor
til at kunne beocrte den ædle Datne med noget,
uten han desuagtet ikke vilde henvende sig til no-
gen Anden, ikke engang til sin Arbeider, saa faldt
hans gode Falt hant i Øinene, hvilkctt hatt saae
paa ett Stattg i sin lille Sal. Da han ingen an-
detr Udvei saae, tog han den, og da han fandt
deu fed, ansaae han den sont en værdig Ret for
en saadan Qvinde. Udett videre at betænke sig,
skar han Halsen af den, og lod den ved Tjeneste-
pigett hurtig slaae, tilberede, satte paa Spid og
stege nted Omhu. Og efterat Bordet var blevet
bekladt med surehridt Datterdi« hvortil han endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
