Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde noget, gik han med muntert Aashn tilbage
ud i Haven til Damen, og sagde, at den Mid-
dagsmad, som han havde magtet at anrette, ttn
var færdig. Datnen og hendes Ledsagerittde stode
ntt ov, og gik tilbords med Federigo, der opvar-
tede dem med den storste Iver; og, uden at vide
det, spiste de den gode Folk.
Da de vare færdige tned Maaltidet, og havde
under-holdt sig noget med hatn i muntre Samtaler,
sprites det Damen at veere Tid til at sige, hvorfor
hnn var kommen, og hnn begyndte derfor paa en
venlig Maade at tittate Federigo saaledes-
"Federigo! Naar Dit mindes Dit hensvnndtte
Liv og min IErbarhed, son- Dn til Uheld har an-
seer for Haardhed og Grusomhed, da tvivler jeg
ikke vaa, at Du jo vil andres over min Anmasx
selse, naar Du erfaret-, hvorfor jeg især er kom-
men herhid. Mett dersotn Dn havde Barn eller
havde havt dem, saa vilde Du erkjende, hvor stærk
den Kjærlighed er, som man bærer til dem, og da
troer jeg vist, at Dit tildeels vilde undskylde mig-
Dog, Dit har ingen, men jeg som har eet, kan
altsaa ikke nndflhe de for andre Moder fælleds Love.
Da jeg nu nødes til at folge disses Magt, maa
jeg til min egen Misfornoielse og tvertimod al Vel-
ansnrndighed og Pligt bede Dig otn en Gave, som
jeg veed er Dig overmaade kjær, og med Rette,
eftersom Din hderlige Ulykke ingen anden Glæde
eller Trøst har ladet Dig beholde. Og denne Gave
er Din Folk, hvori min Dreng er saa indtaget,
at jeg frygter, hvis jeg ikke bringer ham den, han
da vil foroterres saa meget i sin Shgdottt, at jeg
mnligen derved knnde komme til at miste hatn.
Derfor beder jeg Dig, ikke ved den Kjærlighed,
sotn Du bærer for mig, og hvortil Du slet ikke er
forpligtet, men ved Din ædle Tænkemaade, der
har viist sig stortse i Udavelsen aj Galanterie hos
Dig end hos nogen Anden, at det maatte behage
Dig at give mig den, for at jeg med den kan si-
ges- at have holdt min Sott ilive, og gjort ham
Dig forbunden for stedse."
Da Federigo horte hvad Damen bad om, og
mærkede, at han ikke kunde tjene hende her-i, fordi
hatt havde givet hende Falkett at spise, begyndte
han i hendes Nærværelse at græde, ferend han
endnu knttde fremføre et eneste Ord. Damen troede
forst, at denne Graad reiste sig deraf, at han skulde
skille sig sig ved Fallen, og næsten vilde hnn til
at sige, at hun ikke vilde have den; dog tvattg htm
sig, og oppebicde efter Graaden et Svar af Fedea
rigo, der talede saaledes-
’«Madonna! Cftersom det behagede Gud, at
jeg skulde fatte Kjærlighed til Eder, har jeg i mange
Ting anseet Lykken for at være mig imod, og be-
klaget mig over den, men Alt har været Smaa-
ting med Hettsnn til det, sont dett nu over mod
mig, hvorfor jeg heller aldrig vil faae Fred med
den, naar jeg betænker-, at J er kommen her til mit
fattige Hans-, hvor I aldrig værdigedes at komme,
da det var rigt, og at I nn drister en ringe Gave,
som det endog er blevet mig nægtet at give Eder-.
Og hvorfor dette ikke kan skee, skal jeg korteligen
sige Eder. Da jeg horro, at I vilde vise mig den
Godhed at spise til Middag hos mig, ansaae jeg
det, med Hensyn til Eders Fortresjelighed og Dyd,
for værdigt og passende at beoette Eder efter min
Evne, med kosteligere Spiser end tnan almindelig-
viis sætter for andre Personer. I det jeg nn er-
indrede mig Falkett, som J ntt forlanger, og hvor
god den var, ansaae jeg dett sont en Eder værdig
Spise, og for et Øieblik siden har I faaet den stegt
paa Trabatken, sotn jeg i bedste Hensigt havde sat
frem for Eder. Men da jeg nu seer, at J an-
skede den paa en anden Maade, er det mig til saa
megen Sorg og Mishag ikke at kunne tjene Eder
heri, at jeg troer aldrig at kunne faae Fred."
Efterat have sagt dette, lod han, til Beviis her-
paa, Fjerrene, Foddertte og Næbet kaste for hende.
Da Damen saae og horte dette, dadlede huit
ham forst, fordi hatt havde dræbt en saadan Falk
for at give en Qvinde noget at spise, men sidetr
priste hun meget hos sig selv hans Sjels Storhed,
som Fattigdotn aldrig havde kunnet eller endnu
kunde slove. Saaledes berøvet alt Haab om ak
faae Fallen, og dekaarsag tvivlende om Sonttens
Helbredelse, takkede hun Federigo for den beviste
DEre og hans gode Villie, teg ganske tnngsindig
Afsked, og gik hjem til sin Sort. Det varede ikke
mange Dage forend Denne, enten af Sorgmodig-
hed, fordi hatt ikke knnde faae Falken, eller fordi
Svaghed maaskee havde bragt hatn saavidt, forlod
dette Liv.
Da hnn havde henlevet nogen Tid i Graad
og Kumtner, blev hun, eftersom hnn var meget
rig og endnn ung, ofte plaget af snte Beedre for
at gifte sig paaanh. Hutt vilde ilke gjerne dette,
men da hun idelig blev besvaret med denne An-
modning, erindredc hnn sig Federigoe Fortrinlig-
hed og sidste Heimodighed, dengattg han dradte en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
