- Project Runeberg -  Kjøbenhavns flyvende Post / 1828 /
131

Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

af Vanvid. Noget lignende fatte ogsaa jeg. Da
hun nerrmede sig, kastede jeg mig for hendes Fad-
der. — Hendes Piger forlode os, vi vare ene, en
Stilhed herskede ont os, som om vi vare bortrvb
kede til en fjern, kun af os to beboer Verdeii. —
Vi tilstode hinanden vor brandende Kjærlighed. Det
sedesie Baaud forbandt os. Denne magelvse, ube-
gribelige Stjvnhed tilherer ganske Din Ven."

"Og hvetn er denne Skjonhed ?" spurgte jeg:
’·’Dog, det er vel et Sporgemaah Du hverkett lan
eller bvr befvare··’ — "Nei, isar af den Grund at
jeg selv ilke veed det," svarede Rudolph: "Spurgt
derom har jeg rigtig nok, men hun svarede: Hvetn
jeg er? Din Elskede, haaber jegl Hvad kan jeg
vare mere? Eller er jeg ikke Din Elstede, da er
jeg slet intet for Dig. Man kalder mig Aura. Lad
dette vare Dig not." —

Med Forundring horte jeg paa Rudolphs For-
teeliiug. At Forbindelser af denne Natur boe be-
handles varligere end Ild og Gift, da de mangen-
gang fortake de Skakke, mod hville disse intet for-
maae, er en Betragtning, sotn Rudolph og jeg
ofte i vort Bekjendtskab havde havt Leilighed til at
gjore, og svin vi tidt havde afhandlet i vore Sam-
taler. Min Mening i denne Sag var ham vel be-
kjendt, og jeg behøvede ikke at bebreide mig nogen
Falskhed, naar jeg ved dette hans Eventyr ikke yttrede
den. eJeg overveiede taus Rudolphs ulhlsalige Li-
denskab svr hans Saltet-, den aandsfortarende Tung-
sindighed, der saa lange havde truet med at ned-
brpde hans Sjaleevtter, og sagde ved tnig selv, som
charlotte i Gdthes Wahlvertvandschaften: ·«Den
Mage for hvem der er Ret, som synes ov
Uret, vil muligviis ad denne Vei fare ham til
Seier og Fred.’·

Vi tilbragte det vvrige as denne smukke Efter-
aarsdag paa Landet med nogle as vore Bekjendte.
Da vi sildig om Aftenen kom indi vor Stue, troede
vi ved farste Øiekast at gaae feil, eller at dramine.
Alt vort gamle, meget tnaadelige og uedtvrftige
Huusgeraad var forsvundet, og onibhttet for et
yderst stnagfuldt Ameubletnent, forsonet med alt
hvad Bekvemmelighed og forfinet Luxus lan op-
tanke, og hvad som var det bespnderligste: det var
altsamsnen som fodt as vore egne Ønsker. Intet
for vor beskedne Stilling upassende pragtfuldt eller
latterlige; men dog saa smukt, saa hyggeligt, saale-
des at en dannet Forsle kunde opholde sig det et
heelt Degn uden Savn ellet Modbhdelighed« og en
simpel Videnskabsmand eie det uden at frygte for

at gjøre Opsige. Over det Hele svarede en sategen
idealsk Ynde, noget nforkiatlig behageligt. Fremfor
alt glædede os et lidet, men udsagt Bibliothek, og
et Maleri der forestillede Npmpher som dandse i
Maaneskitt paa en Strandbred. Dette Stykke, det
eneste fotn prvdcde vor lille Bolig, vak sotn grebet
ud af en idealsk Ratttr og af en ubeskrivelig Illu-
sion. Rattett var forbi inden vi ret havde taget
alt dette i Oiesytt. Vor Forundring betog os alle
Ord; samme Anelse grebe os begge, nsen ingett af
os vilde ottre den. Paa Bordet stod en nydelig
Anretning af Frugter og Bitte: men udeit at rare
nogen af Delene, begave vi os ved Daggry hver
til sit ligeledes npt meubleerte og indrettede So-
vekatnmer.

Da jeg naste Morgen traadte ind i Stuen,
forfærdedes jeg næsten ved den Figitr, jeg der traf,
og i hvem jeg efter Rudolphs Bestridelse gjenkjendte
Auras sorte Dverg. Rudolph sad alt ved Kasse-
bordet, der var dattet ligesom forrige Morgen, og
den lille forvorne Neger stod ved hans Side og
udbredte paa Bordet allestags Sager, som han op-
tog af en Kurv der stod ved Rudolphs Fodder.
Derpaa bukkede han dybt, tog den ledige Kurv op
paa Slutdtene, bukkede atter og sagde: »Hil vare
Eder, min Her-ret Har J mere at befale Eders
Slave?» — Og da Rudolph havde svat·et: «Gode
Omar! baade Din Frue og Dtt gjor mig skamfuld;"
boiede han sig taus, tog en Hat med bred Skygge,
som han havde lagt fra sig paa Gulvet, og satte
den paa Hovedet, hvorpaa han med hurtige Skridt
gik bort. Da vi vare ene og havde meddeelt hin-
anden vor Forundring og vore Betenkeligheder,
fandt vi at det for Øieblikket nadvtndigste var at
trasfe en Aftale om hvorledes vi ved denne Leilig-
hed bedst skulde undgaae at vække Verdens Opmærk-
somhed. Denne Plan var let at lagge og at ud-
fore, takket vare den beskedne Gratie, hvormed
Aura havde forstaaet at mode sia Elskers Ønsker.
Folkene l Huset og de Enkelte af vore Bekjendte-,
som kunde bemeerke vor forandrede Stilling, troede
uden Vanskelighed, at vi ved startt betalte Instr-
mationer og god Huusholdning havde saaledes for-
bedret vore Kaar.

Saaledes hengik hele den følgende Vinter-.
Hver Morgen meget tidligt tom Omar og bragte i
sin Kurv alt hvad Rudolph for den Dag kunde
behvve eller vnske. Dog vare aldrig Penge mellem
disse Gaver-. Derimod paa det Sted, hvor han
spiste til Middag, var ved Maanedens Ende altid

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:41:42 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kfp/1828/0131.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free