Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det Tjenestefolk anstillede sig meget forundrede, ogl
foregave, at de vidste af intet. I den behageligste
Stemning satte vi os til at node det Gode, som
var os beskjoeret, og efterat vi havde lukket Deren
ilaas, begyndte Rudolph den belovede Fortælling i
stigende Ord:
"Jeg veed ikke om Du nogensinde melletn de
Tontter, der endnu hist og her erindre os otn Kri-
gens Odeleeggelser, har bemærket et Sted, hvor en
rvd Muur svnes at staae veemodig og betragte de
stnukke nye Bygniuger der omgive den, ligesom en
gammel Invalid staaer paa stc Treebeen og betrag-
ter det unge raske Regiment, der paradtrer? —-
Hver Aftett falder, som Du veed, min Vei der i
Nærheden, og altid har denne Mutte brskjaftiget
min Indbildningskraft. Da jeg iafces gik der for-
bi, kunde jeg ikke undlade at blive staaende og see
op ad den. I Maaneskinnet forekom den mig dob-
belt interessant. Hvie Træer sees bag dett, og i
det ene Hjorne er en liden Dvr anbragt. Hvad
kan dog vare bag denne Der? taenkte jeg; en Tvmte,
fuld as Gruus og Aske? —- Dot anet mig at der
er noget bedre. —- Med eet randt min ofte omtalte
Nogle tnig iTankerne, jeg kunde ikke modstaae min
thi til at prvve den i denne Der. Den passede,
Døren gik op, og jeg befandt mig i en lang, hvert-
vet, af Lamper svagt oplyst Gang. — En besyn-
derlig Skikkelse traadte aerbvdig frem for mig. Det
var en lille dvergagtig Neger, med et svinepolisk
Phhstognomie, i en bruutt Dragt, Hovedet ind-
svøbt i et Shawl, i Form af en Turbam Han
bukkede umaadelig dobt for mig, og sagde: Vel-
kommon, min Herrel behag at solge mig til min
skjenne Frue, hun venter Eder. - Og inden jeg
kunde befinde mig, sprang han til Det-en, rev min
Nogle ud af den, slog Daren i efter os, tilbagetr-
vtrede mig Noglen med dhb Ærbvdighed, og sagde
paa no: Behag at fvlge mig. — udgangen var
mig nu sparret, men uden at tale om denne Om-
stændighed, havde jeg dog ikke kunnet modstaae Fri-
stelsen til at bestaae dette Eventyr. Noget-en gik
foran mig gjennem den lange Gang, ved hvis Ende
atter var en liden Dar. Gjennem denne kom vi
op ad en Trappe til en anden Indgang, og be-
fandt os nu i en pregtig Fat-sal. Den var rund,
udziret med Statuer og Blomster, som et Orga-
gerie, og oplyst med en stor Lampe, sont hang i
det haie« hvoelvede Last. Herfra kvnt vi gjennem
flere pragtige Værelser ind i en Sal, hvis magisk
skjonne kldseende jeg ligesaa lidt kan beskrive, som
den berusende Vellugt og den saregne« men smukke
Musik, som lod derfra. J denne Sal var en For-
samling af unge deilige Piger, klirdte i en besyn-
derlig, halv orientalst Smag. Tænk Dig ntin For-
undring, da een af disse traadte mig imede, og jeg
strar gjenkjendte hiin magelose Skjanhed, som vi
forleden Afteit saae i Skuespilhuset, og som for-
svandt for os. Hiin modtog mig som en gammel
Bekjendt, takkede mig for mit Besøg og rakte mig
sin lille hvide Haand, for selv at fare mig til en
Divan, hvor hun satte stg ved min Side, medens
nogle af de andre Fruentimmer, sotn jeg snart er-
kjendte for at vare hendes Tjenerinder, opvartede
os med Forfrislniugeh og andre opførte Musik, hvis
Toner blandede stg behageligt i vor sagte Samtale.
Da jeg bad hende tilgive en forvoven Fremmed,
der dumdristig havde vovet at troenge ind i dette
Trylleslot, svarede huu: Fremmed? Det er jo ikke
mange Dage stden vi saae hinandeni Ak, sagde
httn sidett, hvor der dog er meget som jeg slet ikke
forstaaer! Saa kort er et Menneskes Liv, og dog
er det sont om han stammede sig ved at gribe no-
gen Nydelse, uden forsi at have bortgivet en Tid-
lang af dette korte Liv i feugteslos Sagen og Stræ-
ben, og derved tabt den bedste Deel af sit friske
Mod. Er da Glæden Eder en dhbt begravet Skak,
som I kun med skjælvende Haand tor hæve? Og
Smerteti derimod en Herre, til hvem J skal asgioe
den bedste Deel af Skatten, som lhdige Vasaller?
Thi sorge tor J hvad Øieblik det skal vare; deraf
givet I Eder en Havdem
Den skjonne Dames Philosophie sortepllede
mig; jeg tænkte paa Wielands Musariou, og dog
passer det Billede, jeg altid har gjort mig af hiin,
ikke paa denne, Musarivn er mere Gratie, denne
er Chpria selv.
Hendes Piger-, eller Selskabssvstre, alle skjvnne
og lette som Nvmpher, opfatte en Dands, der
kunde have beruset en bedre Viismaitd end jeg.
Men hvor fordunkledes disse, da deres Hersterinde
greb en Tambourin, og i Bevægelser-, hvis Skjort-
hed intet Ord, ingen Kunst kan fremstille, dandsede
i deres Midte, svingende den lykkelige Tambourin,
som hun snart berorte med Haanden, snart med
Albnen og snart med Foden. Hvilken Fod! hvile
ken Arm! hvilket Haar, hvis tokle Lokker lovnede
stg ved den hurtige Dands, og svavede som en skin-
nende Glorie om det lette, sneehvide, næsten gjen-
nemsigtige Legemes Saaledes dandser Ellepigen i
Maaneskintiet, og den dumdristige Tilskuer gribes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
