Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1828.
NML
Kjøbenhavns
ncbikfckfak J. a. Hctoxisgs··
Udgioen ak Ferdinand PYianlam
Den magiske Nijgle.
Vill.
Med speeudt Opmærksomhed havde vi alle lyttet
tii dette Brevs Oplaesning. Da det var endt, rakte
Hr. L- Haanden ud mod Rudolph, der faldt paa
Knæ ved hans Seng, og kyssede hans Haand, dybt
bevæget. Den Gamle lagde Haanden paa hans
Hoved, og sagde: "Gnd velsigne Dig, min San,
og gjsre Dig lykkeligere end Din Fader har vae-
reti Min Formue skal vare Din. Den er suttrt
erhvervet, der er ingen uretfardig Mammon der-
imellem. Brug den med Forsiand·" Herpaa diec
terede han meget tydeligt og ordentligt sit Testa-
ment, hvori han erklærede Rudolph for sin San,
og uden mindste Vilkaar eller Forbeholdenhed inde
satte ham til sin eneste Arving· Han understrev
og satte selv sit Segl under Testamentet. Men nu
var det ogsaa som om den sidste Gnist af Livskraft
var fortarel· Han foldede Hænderne, og sagde:
"Grtd skee Lov! nu er den soaere Steen lettet af
mit Hjertet·’ og sank kraftesløs tilbage. Lidt efter
syntes han dog paa ny at komme tillivez han mod-
tog med Andagt Saeramentet, som den Geistlige
rakte ham, og da han nu var bleven ene med Rec-
docpbk Zacharias og mig, gav han Zaeharias Haan-
den og takkede ham for al hans Troskab, uden dog
i mindste Maade at have sorget sor den gamle tro
Tjenere Fremtid, eller med noget Ord anbesalet den
til sin Sgns Omsorg. Han viukede derpaa Ret-
dolph, og spurgte ham med mat Stemme: «Har
Du Nøglen til Pengeskrinet7 Viis mig den !" —
Derpaa leverede han ham sit Uhe, tog sin Signeta
riug af, og rakte hasn den, hvorpaa han sagde:
’·Jeg er saa vel tilmode, Gttd være loveti nu troer
jeg at jeg kan sove." — Han foldede Hænderne,
lagde sig som til at sove, og var om faa Miner-
ter sovet sagte hen i den Savn, hvorfra man ikke
mere opvaaguer til en jordisk Dag. Rudolph kys-
sede endnu engang hans kolde Haand, overlod der-
paa de nærmeste Forholdsregler til den tro Zachae
rias, hvorpaa Rudolph og jeg forlode dette Hurti,
hvor vi havde medt en saa hoisi uoentet Skjæbne-.
Da vi befandt os under den fri Himmel, var
det for os som om ei vaagnede af en Drom· —-
Vi kunde i Begyndelsen kun med afbrudte Ord ud-
trotke vor Forundring. Rudolph sagde endelige
«Besynderlig hjertegribende var mig Zaeharias Skil-
dring af hans gamle Herres Tilstand. Jeg synes,
jeg burde strax have gjeettet al det maatte veere denne
ulykkelige Mands Blod, sont raudt i mine egne
Aarer. Saaledes som han, har ogsaa jeg vandret
om faa lange, forfulgt af ilrolighedeus Furie. —-
Men nu til Anta! — Hvor er jeg angst for maa-
skee at komme for silde, og lide Skibbritd midt i
Havnen." Vi ilede nu til det velbekjendte Sted,
ndett at vexle noget Ord. Da vi kom til den rede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
