Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvorpaa han fortsatte sine Spvrgsmaalt "De hedder
Rudolph? Er fvdt i Aaret . · . .? Er en Svn
saaledes at give min Vrede Toilett, og at jeg sor-
ldb mig imod Dem. Mitt Adfærd var heist upas-
af Præsten N- i V- Sogn i Jylland? Hans , sende for mig fotn geistlig Embedsmand, men des
eneste Sen?" Medens Rudolph vesvarede disse-
Sporgsmaal, kom de Tilskedeverrrnde nærmere, og
Lægetr tog hans ene Haand og trykkede den, me-
dens den gamle Zatharias greb den anden og kyssede
den med Glædestaarer, uden at den ganske forbau-
sede Rudolph kunde forhindre det. Fttlgt af alle
os andre sorte den Geistlige ham heri tit den Sp-
ges Seng, i det han sagde: "Hr. L- har for mig
erklæret, at De er hans Søn og retmaosige Arviug.
Beviserne for Deres Fodsel vil hatt i disse Vidners
Nærværelse fremlægge." — Rudolph, ude af sig
selv af Forundring, boiede sig taus over den Gam-
les Haand; tnen denne gav hatn Tegn at hau skulde
sætte sig ved Sengen, og oinlede Zacharias, som
han befalede at tage Nogltu til hans speugeskriim
som stod ved Fødder-et af Sengen, og deraf at ud-
tage og bringe ham en rod Brevtaske og det for-
omtalte Testament, for at han kunde tilintetgjort
det. Magten, sagde han, laae under hans Hoved-
gjærde, som den pleiede. Zachat—ios sagte den der,
men sorgjæoes· Den var rimeligviis bleven liggende
i hans Klæder, tænkte man, da han i saa stor Hast
var bragt tilsengs. Zarharias sagte ogsaa der, lige-
ledes forgjæves. Den Syge blev yderst urolig.
’«Hvor kan den være? sagde han: aldrig har jeg
endnu behøvet at lede efter den Nogle. I det
Skriin ligge alle mine Beviser og mit forrige Te-
stament. Der er en kunstig Laae for Skrinet, hvor-
dan skal vi saae det op?’« — Hans llrolighed steg
til en saadan Grad, at Lægett frygtede, deu med
eet skulde gjort Ende paa hans Liv. »Var rolig-
Hr. L-, sagde han, jeg skal nok finde Nogle-W
Derpaa gik han hen til Skrinet, og provede at
aabne det med en Nogle, han bar hos sig; flere as
de Tilstedevarende fulgte hans Exempel, men alt-
santmen forgjæves. Rudolph syntes ligesom at
vaagne afen Dram; han greb sin gjenfuudue Nogle-,
satte den i kaasen, og strax gik Skriuet op. Zar
charias udtog de forlangte Ting og leverede den
Syge dem. Hr. L- tog begge Dele og sagde:
"Er Skrinet lukket igjen? Giv mig Noglen." —
Derpaa leverede han den til Rudolph tilligemed Teg-
nebogen, rev det forrige Testament tversover, og
sagde derpaa til Rudolph: «Min Sonl Du kjen-
der vel bedst Præsten R—’s Haand; i denne Brev-
raske er et Brev fra ham, tag det nd og stye det
til hans Hoiærværdighed, som jeg beder om at læse
det hoit." — Den Geistlige tog Bredet. Det var
dateret fra der sidst asvigte Foraar-, og dets Jndk
hold, med lideladelse af Indledningen og andre til
denne Fortælling ikke henhorende Omstændigheder,
var omtrent asfattet i jdlgende Ord: «
« . . . . . Efter saa mange Aart-’
Forlab indseet jeg selv at jeg havde megett tlrer i l
maa undskyldes med min daværende ungdom og den
oprvrende Fornærmelse, De havde tilfaiet mig. De,
en Mand, allerede langt over Ungdommens opbru-
sende Aar, havde benyttet Dem af et uskyldigt og
elskeligt Barns llerfarenhed og uheldige Stilling for
at sorsore hende, og siden med Haardhed forstode
hende og det Barn, som var Deres eget. Og denne
Pige var mitt Sostrr, en Sester som jeg havde el-
sket og slattet sotn den herligste Juvel. — Jeg tog
den ulykkelige Maria hjetn med mig, og min ædle
unge Hustru og jeg bleve enige om at redde hen-
des Ære ved at udgioe det Barn, hun skulde sove,
for vort. J den Eensomhed, hvori vi levede, var
denne Plan let at ndfdre. Maria sodte en Sen,
vi taldte ham Rudolph efter Dem, og han blev
dobt og opdraget som mit Barn. Dog paa det hans
sande Herkotnst i soruodent Tilfælde maatte kunne
bevises, brugte jeg de nødvendige og pligtntæssige
Forholdsregler, som jeg herved vil sige Dem . . .
. . . . . . . . . . . . . Min Sostere Skjæbne blev
saaledes blidere end man kunde have formodet, og
da jeg var saa ulykkelig nogle Aar efter at miste
min elskede Hustru, tog hun min spæde, moderlose
Datter med sig til Altona og opdrog hende med mo-
derlig Omhed; medens jeg med faderlig Kjærlighed
elskede hendes Rudolph, selv unde-viste ham og
satte al min Glade i hans Omgang og Fremskridt,
og mine Bestræbelser bleve saaledes velsignede, at
jeg vel tor sige at han maatte være enhver Faders
Stolthed og Glæde . . . . . Mit Ønske er derfor
at De vil give Naturen sin Ret, og legitimere De-
res og Marias Sen. Min Svster er ved, hendes
Ære lider el mere as Verdens Dom, og i dendes
sidste Brev til mig har hun yttret det Ønske, at
hendes Syn maatte forsede sin Faders sidste Dage.
. . Rudolph har Ret til at De med Deres For-
mue letter ham Veien gjennem Livet. Imidlertid
er dette dog ikke det vigtigste. Hait er iBesiddelse
as de Skatte, som Mol og Kast ikke kunne fer-
rær·, som Tpve ikke kunne stjæle. Det daglige
Beed vil han vel eet eller andet Sted sinde, om
De end skulde vilde nægte hatn hans Ret til Deres
Rigdomme. Men hvad jeg indstamdig beder Dem
om, er dette, at De vil erklære ham for Deres
Sort. Til denne Bort har- jeg Grunde, sont jeg
itke kan betroe Papiret, men om faa Uger kommer
jeg til Kjobenhavrte da vil jeg besege Dem, og
dersom De da, som jeg haaber, vil opfylde dette
mit billige Ønske, vil jeg fortroligen aabne Dem
mit Hjertes Eet-kommen vort gamle Fieudskab skal
ikke solgt os i Graven, men i den forklarede Ma-
riae Navn ville vi som Brvdre række hinanden
Haanden." —
Jorsendes, isslge Ovagetig allernaadlgsk Tilladelse, med lJsosken overalt l Danmark og Hertugdarnrnema
Trykt hos ereetettr I. Hostrap Schuls, Kongelig og universitetssVogtrykkers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
