Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Under Nr. 11 opfordrer R. N. mig til at er-
klare, om ikke Schillers Stykker ere blevne spillede
i Frankrig, og med storre Bifald end Gdthes.
Jeg veed, at Lebrun har skrevet en Maria Stuart,
hvorved han har lagt Schiller til Grund, men jeg
veed ogsaa at denne franske Bearbeidelse er saa for-
skjellig fra Originalen, at Digteren neppe vilde
kjende den igjetr, og endnu mindre vedkjende sig
den. Hvorfor har man da gjort disse Forandrin-
ger, som ikke blot sinde Sted l Biting, meit i
Stokkets inderste Kjerne? Fordi Schillers Maade
at digte paa, er aldeles forskjellig fra de franske
Fordringer. Uagtet Gdthes dramatiske Arbeider
ikke ere blevne omkalfatrede og spillede, kan han
dog vel gjerne have fundet Indgang i Literaturen.
Heront kan N. R. overbevise sig ved at letse alle
nyere franske Critikere citke blot Romantikerne).
I deres Skrifter vil han ikke blot sinde thhes
Navn hyppig anfort —- thi det siger ikke stort —-
men han vil sinde den aldeles forandrede Anskuelse,
som denne Digters Studium (tilligemed Shakspea-
res har frembragt.
Under Nr. 12 kommer da atter den gamle
Dispute om Hiatns for en Dag. Men her maa
man vel sige: Tu si eenstige-, dem, thi slettere
kan man ikke vel tomme fra en Sag, end N. N.
fra denne. For det forste har jeg jo aldrig paa-
staaet, at man ikke hos Gdthe, ligesaavel som hos
enhver Digter, kunde finde enkelte Hiatus. Naar
jeg sporgert «Hvorfor har Gdthe ikke Hiatus2"
saa er naturligviis Meningen af mit Sporgsmaalr
hvorfor seer man hos Gdthe en saadan Bestræbelse
efter Skjonhed i Formen, at han ogsaa stretber at
undgaae denne Mislvd, saa at man hos ham al-
drig finder Hiatus anbragte paa den tankeløse Maa-
de, som hos de fleste andre Digtere, hos hvilke
man tydelig sporer, at denne Feil indlober, enten
fordi de aldeles ikke kjende Reglerne derfor, altsaa
af Uvidenhed, eller fordi de ikke have Ore for Vel-
klang, altsaa fordi Naturen ikke har bestemt dem
til Digtere, eller endelig fordi de, hvilende paa
de Lanrbeer, de engang have vundet , troe at ethvert
Ord, som de sige isoone« skal og maa vare en
guddommelig Aabenbaring , uden at tale om hvad
de sige, naar de blot ere sovnige, og altsaa gabe
(biant). Men lad dette staae ved sit Vardz jeg
behover ikke at gaae saa dybt ind i Tingen. Der-
som N. N. selv havde havt mindste Begreb om
Hiattts, dersom han blot havde gjork sig den Ulei-
lighed at læse hvad jeg allerede har skrevet derom,
isttr i flydende Pests forrige Aargang Nr. 97, saa
vilde han jo have sparer sig sin hele lange Liste paa
gdthiske Hiater, da der mellem alle de Exempler,
han anfører, ikke sindes et eneste paa dett varste,
af mig isetr bekjatnpede, tnen hos vore tankelose
Versisieatettrer hyppigst forekommende Hiatns, nem-
lig den, hvori den farsie Voeal er et attentlost e.
Her maa virkelig Ricochetten gaae nok engang til-
bage: »hvad skal man sige om en Mand og med
hvad Tiltro skal man letse hans Blad, naar han
offentlig vover at paastaae « . o. s. v.; Con-
elusionen behage Enhver selv at gjvre. Hvor Ta-
len er deels om ganske mechaniske Regler, deels om
Facta, der kunde man dog forlange, at N.N. gjorde
sig bekjendt med dem, inden han doeerede. I Hen-
seende til philosophisk Indsigt maa man sinde sig i
at han ikke gaaer dvbere end hans Evne tillader.
Nr. 13 er en forsætlig Fordreielse. Jeg har
aldrig lastet N. N. eller nogen Anden, fordi han
er anonhm. Men jeg har bemærket, hvor upas-
sende, ja latterligt det er for en Anonvm at sige,
man skylder ham Agtelse, fordi han vover at sige
ubehagelige Sandheder.
Under Nr. 17 kommer N. R. tilbage til den
gamle Snak, at jeg fatter Mængdens Dont som
Maalestok for en Cotnedies indre Verd. Mit
Prineip i denne Sag har jeg saa ofte fremfat, at
det vilde vare at tarske Langhaim, om jeg atter
indlod mig i nve Udviklinger deraf. Vi have havk
Exempler nok paa nasvise Critikere, som ansaae
deres egen Subjeetivitet for den eneste Maalestok,
ligesom man i Moralen har villet gjvre den Enkel-
tes Folelse til Dommer over hans Handlinger, og
saaledes nedbrhde ak objeetiv Lov og Fornuft.
Vor populi vor doi er en sand Sætning, naar
den tages i sin nadvendige Sndskreenkning, og Pri-
blitums Dom er saaledes et vigtigt Moment for
Critiken. Men N. N. tager alting absolut, og
veed hverken hvad en Jndskranktting eller et Moment
betyder; derfor sinder han ogsaa Modsigelser, hop-
ingen er, undtagen i hans eget Begreb.
Hvis N. R. allerede skulde vare reist paa
Landet, saa vil jo nok hans gode Ven, Evpisien,
tilstille harn et Eremplar af narvarende Blad, der
for-sendte med Posten overalt i Danmark og Her-
tugdemmerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
