Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gav det sig, at han i Angust Maaned, sotn er me-
get usand i Stade-i Rom, faldt i en hidsig Feber-,
der er en næsten utaalelig Plage iSommerens
varmesie Tid. Naar denne Sogdom raser i en hvi
Grad, martres den Lidende as vilde Phantasier, som
ofte ere et Forbtrd paa deti sig nermcllde Dod.
Saaledes finde vi nu den ellers saa livsfriste nordis
ste Maler, henstrakt paa Shgrleiet i voldsom Fe-
berhede, med vilde stirrende Blikke. Ved Sen-
gens Hovedgjerde sad en Mand paa sex og tredive
Aar med ravnesorte lokkede Hovedhaar, et langt
krnset Skjæg og to sorte Øine, der ftsnklede som
Stjerner. Dentle Mand heed Sebastiano Paci11i,
en Model, der i illykkens Dage havde viist sig som
Philips sande Veir, og nu nod Godt af det rige-
lige Udkonnne, som Kunstneren ved sit Talent havde
vidst at forskaffe sig. I et af Vatieanels herlige
Gallerier, som gaaer i Flugt med den saakaldte
Dyresal, troner en siddende Jupiter as hvid Mar-
mor paa et hoit Stede, og i Sandhed denne Fi-
gnr synes at være eit Portraitstatrte af den eedle
Sebastiano. Mange Danske, som have varet i
den hellige Tibersiad, og seet denne Model, ville
kunne bevidne Sandheden af disse Ord. Naar Se-
bastiasto bevægede sit stolte Hoved med de tykke,
bolgende Lokker-, og saae omkring sig med de stam-
mende Øine, da erindrede man sig den olvmpiske
Tordengitd, der ihsler Verden med sit Øiebrnn. Men
ikke blot Ansigtet var herligt og Gudernes Fader
værdigt; den ædle, stolte Charaeteer, som ndtalede
slg i de lncnde Blikke og de greeste Træk, boede
virkelig i Hjertet, og opvakte den sterste Agtelse ho-
Cnhver, fotn nærmere larte at kjende den under-
stjonne, fattige Model. Demlc Mand, som var
Philip inderligt hengi.ven, pleiede hant nn med den
storste Ømhed, og forlod ham kun, naar Forret-
ninger kaldte ham bort.
En Dag phantaserede den snge Kunstner stakke,
og det pait ett for hans irriterede Nervesystem hoist
angribende Maade, da Erindringen oln et kjær-ligt
Forhold, som voldsomt tilintetgjordes ved hans Cl-
skedes Ddd, med Valde bemesirede sig hans blod-
gjorte Hjerte. Mindet om hans sorste Ungdotn, da
hait endnu saae Livet i Haabets roseurode Glands,
stod levende for hans Sjel, og afpressede ham Taa-
rer. Mat og bleg med forvildede Øiekast hævede
han sit Hoved, udstrakte Armene, og klagede saa-
ledes med smertelig sidst: ’"Ak, Sebastianol seer
Du ei hisset min Fadeenebolig, den duftende Have,
den kjalige Skov? See hen paa Altanenl Der
staaer hun io, min elskede Caroline med det uskyl-
dige Duel-lif, med Roser og Kjaeminder i de blonde
Lokker-l O! nn iler hun op paa Taarnet, og lil-
vinker mig grædende det sidste iacnmerfulde Farvel.
Lev vel, Du Sodei Hiin strakker Armene ud imod
mig som for at savne mig, mett jeg kan ikke naae
hende, thi min Kraft er lagt i Letnker. Hvor
længe skal jeg forstnaegte i dette Fangetaarn? See!
hnsl vinker mig med det hvide Klode — — O,
nn er det altsammen bortel Som Enrydiees hnlde
Billed svandt hen i Mulm og Nat for den for-
tvivlede thraeiske Sanger, saaledes-, salige Genius
fra Kjærlighedetts Paradiis, shnker Dit for mit
Blik ned i Dit reedsomnte Orene. Kommer atter,
kontmer atter, hulde Syner, og gyder Balsom i
mit saarede Hjertet — — Men hvad seer jegl
Der marcherer en heel Armee af Thrkcr over Gul-
vcl. Jeg maa lee — — de ere jo kun tre Tom-
mer hviel — Sebastiano, hvor er Du? — Hal
det er Gudernes Fader, som sidder der, og raster
sine frogtelige Lokkerl Magtige Tordengud, Fader
Kronion, hvi vil Dit berove mig min Caroline?
Jeg ossrer Dig en Hekatombe, men lad mig beholde
hendel — Mett mig synes, at Du ligner Scha-
stiano. Siig mig, er Dit Sebastianv eller Jupiter ?"
»For Guds Skyld, kjære Signor Filippol
sagde Modellen, i det han ængstelig greb den Sv-
ges matte Haand, kotn dog til Dem selv igjenl
Jeg er ikke Jupiter-, men den stakkels Sebastiano
Parini· De taler vildt. Vil De ikke have lidt
Linie-nede ?"
"O Sebastiano! raabte Philip med Skræk og
Afsky: Seer Du ikke alle de fale Kjellingeanstgtee
paa Væggett2 See, hvor de grine med Tænder
som drhppende Fidtklnmperi Øinene ere af Fyr-
soamp og Kinderne af dampende Greestvrv. Gud
stee Love Ntl ere de borte — — O, hvad seer
jegl Der staaer min Caroliue atter i Ungdoms og
Skjonheds henrivende Glands. Plag mig ikke leen-
gerc, salige Skoggci Jeg har io lagt en Rose-t-
krands paa Din Grav. Hvad vil Dn meer? Vor
Forlovelse var Livet, men vort Ægteskab er Da-
den. — — O, mit Hoved smerter mig! — Jupi-
ter, giv mig min Guirarrel Jeg vil spille lidt-»
"theere Herre! udbrod Sebastiatto ængstelig, det
vil angribe Dens for meget." "Vist ikke! svarede
Philip mat. Jeg vil syuge min Kjærligheds Grav-
saug —- — Naa! s—· hvi dvæler Du? Jeg vil spille
eu Tarantellax» «’Nrt vel! sagde Sebasliano al-
vorlig, der er Gnitarren, men spil intet sergeligt."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
