Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
eller Kunstneren. Philip udbad sig hendes Besøg
endnu et Par Gange for at kunne udfore Maleriet
efter Onslr. Dette blev bevilget, og Anaelieas
Skjønhed og Munterhed forskaffede Kunstneren en
ret behagelig tlnderholdning. Stykket blev færdigt,
og sin Original saare ligt, i hvilken Anledning
Siguora Marta og hendes Datter overvældede Ma-
leren tned Lovtaler og Taksigelser, og bade ham
paa det indstandigsie at besoge dem ret ofte. Phi-
llp modtog med Glæde denne Indbydelse, og be-
nottede den ogsaa til hyppige Besøg, hvorved han
ret fik Leilighed til at bemærke Angelieas Charaeteer
og Væsen. Det forekom ham, som om der bestan-
dig var noget spændt, noget studeret i hendes Adfeerd
mod ham, og at dette lpste ud af hendes Øine i hendes
muntreste Øieblikke. Htrn betragtede ham ofte med det
Slags Øiekast, der gjerne ville asseetere en Folelse,
som ikke kan fremtvinges, men da han ikke var
uerfaren i Kjærlighed, blev det ham snarligen klart,
at den hulde Ma ikke kunde nægte sig den stille
Glade at gjøre lidt Jagt paa hans Hjerte. Hen-
des store Opmærksomhed for ham, hendes levende
Conversation og de Smigeerier« hvormed hun sagte
at gjare sig behagelig for ham, kunde ikke forblinde
en Mand, der havde levet flere Aar i Rom, og
kjendte de lidet velhavende Borgerdottres uendelige
Længsel efter Ægtestanden· Moderens Forhold sva-
rede hertil. Ofte naar disse tre Personer om Af-
tenen sad i venlig Samtale ved Bordet, forlod
Signora Marta Værelset under et eller andet Paa-
skud, og gav Datteren betydningsfulde Øiekast, hvil-
ket soruroligede Kunstneren meget. "·Ha, hat tænkte
Philiv, de ville nok fange mig. Moderen gaaer,
for at jeg strar kan komme frem med en brændende
Kjærlighedserklæring, men saavidt ere vi dog ikke
endnu. Jeg skal bruge baade Øine og Øren." Om
faa Dage sik han den fuldkomneste Overbeviisning
om hvad han havde formodet.
En Aften, da Philip just vilde aflægge Fruen-
timmerne det sædvanlige Besøg-, kom han ind i
Værelserne, og fandt dem alle tomme. Omsider
forekom det ham, at han horte Nogen tale i et
Værelse, som gik ud til en Altan. For at
overraske og forskreekke de Talende lidt, gik han
paa Fodspidserne lige hen til Altandoren, og saae
nu to Menneskeskltkelser paa Altanen· Man næv-
nede hans Navn, og uvilkaarligt blev ban staaende.
’«Som jeg siger Dem, hørte han Marta at hvi-
ske halvhoit, han er vanskelig at fange. En Mand
paa tredive Aar er værre at fange end et ungt
Bruushoved, der falder med Doren ind i Huset.
Desuden frygter jeg for Angeliras Fremfusenhed,
thi jeg er fuldkommen overbeviist om, at hun ved
sin Ubesindighed har forstyrret Partiet med dett en-
gelske Kobberstikker. Han bred saa pludselig af med
hende, og hun har aldrig villet sige mig Aarsagen."
»Signora Martal svarede en Refl, som Philip
erkjendte at være Præstett Teodoros, De maa lede
hendes uerfarenhed. Da hent efter Deres Udsagn
ingen Lidenskab seler for Signor Filippo, saa kan
hun med mere Rolighed lægge sin Plan og udfore
den. Han er duelig Kunstner, en smuk Mand og
har gode Indkomster. Det var en Svigerson for
Deml De maa arbeide rask- men tillige forsig-
rigt.y «Forstaaer sig! udbrod Marta, men det
eneste er, at han heller ikke synes at vare fortrol-
let af hende. Jeg lader ham tidt være alene med
Angelira, og hvad har det hjulpet? — Han har
spillet paa Guitarre for hende, sjunget og leet,
men om Kjærlighed har han hidtil ikke navnet et
Ord." "Kun roligt sagde Præsten , saa faaer man
nok Manden saavidt, at han i et Øieblik forglem-
tner sig selv, og saa have vi strax Skriftefeedre og
thsd’armes ved Haanden.«’ «Jeg tvivler meget
paa, at vi fange ham, udbrod Marta, men har et
Ordl·’ Her begyndte de at tale saa sagte, at Phi-
lip intet kunde forstaae deraf. Fuldkommetr oplgst
ved denne Samtale, tog Kunstneren paa Øieblikket
sin Beslutning. Han listede sig ligesaa sagte bort
som han var kommen, og gik hjem med det faste
Forsæt aldrig mere at sætte sin Fod i Signora
Martas Huus.
Omtrent fjorten Dage efter denne Begivenhed
sad Davison i Philips Atelier. Den Sidste teg-
nede Englanderene Portrait med Sortkridt, og
havde, for at vare uforstprret, slaaet en Skaade
for Døren. Da bankede det ganske sagte paa Do-
ren, og da intet "Kom ind« fulgte derpaa- blev
denne Banken gjentager, og man horte de Ord-
"Signor Filippo, luk opl det er Angeliea." I
drt samme tabte Davison af Vauvare sin Stok paa
Gulvet, og Philip blev drsaarsag nadt til at give
stg tilkjende. Davison gik ganske sagte ind i Ma-
lerens Sovekammer, og lukkede forsigtigt i efter sig,
medens Philip aabnede Døren for den indtrædende
Skjønhed, der hilste ham med disse Ord: ’iModer
lader Dem hilse, og spoeger Dem, hvad Ondt
vi have gjort Dem, da De i fjorten Dage ikke har
villet beare vort Huus med Deres Narveerelse.·’
"Forretninger, Landtonre, Reisende have opholde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
