Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hiin ikke kunde opdage noget, der var istand til at
kaste mindste Mistanke paa det unge Menneske, saa
faldt ogsaa, efter 6 Dages Fortab, Lægen-S Forme- !
ning saaledes nd: «at dette Menneske hverken leed
af Fort«nkthcd eller Jdiotisnte, men var aabenbart
paa desl skjændigste Maade voldsomt sirritet fra al
menneskelig og selskabelig Dannelse, var blevet op-
draget sont en næsten Vild, og ikke var at bevæge
til at tage ordentlig Spise, men levede knn af
Groobrod og af Vand.»
Om Sandheden af denne Dom blev Borger-
tnesteren, Magisiratens og PolitiexSenatets For-
stander, snart overbeviist, da der i et folgende,
kort efter foretaget, omsieendeligt Forhvr med det
unge Menneske, viste sig, at han hverken havde Fo-
restilling om Mennesker eller Dor, og at han, med
Undtagelse af ’’Bttben«» hvorunder han forstod sig
selv og den, hos hvem han stedse havde været, og
en «Koß" (Hest), som han havde leget med, alde-
les intet kjendte.
Hans indskrænkede Begreber —- skjondt i den
meest skrigende Modsigelse med hans store Videlhst,
der tyder paa de herligste NatureAitlæg, og hans
overordentlige Hukommelse — bestemte snart Bor-
gemesteren til at afbryde de sormelige Forhar, og
i deres Sted at nnderholde sig med ham i Fortro-
lighed. Læger, Lærere, Ovdragere, Psychologer,
Cmbedsmeend ved Politiet og ved Domstolene, de
skarpsindigsie Iagttagere af alle Stænder, og utal-
lige Personer som toge inderlig Deel i hans fore-
gaaende, sorgelige Skjæbne, erholdt siden Adgang
til ham, og alle disses mangfoldige Udsagn stemme
overeens med Magistratens Anskuelser af Sagen.
Han selv besindet sig i saa fri en Tilstand,
som det kan bestaae med det nodoendige Opshn over
ham. Men uagtet han oicnsnnligen gjor daglige
Fremskridt i sin aandelige Udvikling, saa forbliver
han sig dog selv tro i Fortællingen om sin Skjæbne.
Saa meget sikkrere kan derfor hans foregaaende
Liv, for saa vidt som det er ham selv klart, med-
deles af utallige Samtaler, som Borgermesteren
har havt med henn:
Kaspae Hauset —- saaledes kalder sig Osseret
for umennesketig Behandling — var stedse indseer-
ret ganske allene, og faae og horte ingen Anden,
end det Uhyre, sont rakte ham hans eneste Næring-
Beed og Vand. Han befandt sig stedse i et lille,
snævert og lavt Rtim, som var jevnt med Jorden,
og hvis Gnlv ikke var belagt med Grader-, men
bestod, som det synke-, as sastslaaet Jord, medens
Lokket derimod var sammensat af Grader-. To smaa,
langagtige Vinduer vare stjnlte med en Brænde-
siavl, saa at der knn trængte et svagt, dæmrende
Lys igjennem dem; Solen saae han aldrig. Klndt
i en Skjorte og i korte, ved Knæet bundne, i
Seier besastede Bitter, uden al videre Bedake
ning, sad han paa Gulvet, og legede med to hvide
Treeheste, som han kaldte sine «Roße«» og med en
hvid Træhnnd, hængte dem forskjellige smaa Lege-
toier om Halsen, og talte med dem saa meget, som
hans Mangel paa Ord og Fattigdoln paa Begre-
ber vilde tillade. Den ene af disse Heste var mine
dre end den anden; ingen as dem var høiere end
1 til 15 Fod, og Hunden var meget mindre; —
altsaa et almindeligt Legetoi. Paa Gulvet — som
det synes, i en udhnlet Fordhbtting — siod en
Skaal eller et lignende Kar, med Laag vaa; og
heri forrettede han sine legemlige Rodvendighee
der. Ikke langt derfra laae paa Jorden en Straa-
seek, som han sorst kaldte sin Seng. Da han,
formedelst Mastgel paa Øvelse, næsten slet ikke knnk
ne staae eller gaae, men faldt, hvergang han vil-
de reise sig, saa tnmlede han omkring paa Gul-
vet imellem sine Heste, fra disse til Skaalen, og
derfra til Straaseekken, hvorpaa han sov. Dette
skeete altid, saasnart Natten begyndte. J den tid-
ligste Morgenstnnd var han allerede vaagen. Saa-
snart han slog Oinene op, sandt han sort Beed og
frisk Vand staaende for sit Leie, og den omtalte
Skaal var tidtomt. Begge Dele skeete følgelig me-
dens han sov. Han mener ogsaa, at hans Negle
bleve skaarne, og hans Haar klippet under hans
Savn. Sin Skjorte stiftede han meget sielden, og
da han ikke veed, hvorledes det gik til, saa paa-
staaet han, at det ligeledes maa være skeet under
hans Savn, som var god og fast. Det Brod, som
han sik, var hatn tilstrækkeligt; as Vand havde han
derimod ikke altid nok til at stille sin Torst.
Jndgangen til hans Feengsel var forsynet med
en lille lav Der, som udvendig sra var tillnkket.
Ovnen deri var hvid af Farve, lille, rnnd, as Form
omtrent som en stor Biknbe, og blev ndvendig fra
opvarmet. Længe, meget længe, men hvor længe,
det veed han ikke, fordi han ikke havde noget Be-
greb om Tidens Jnddeling, havde han været i dette
Foengsei. Aldrig havde han seet Nogen deri, in-
gen Straale as Solen, intet Skjær af Maanen,
intet thz aldrig havde han hakt nogen menneske-
lig Stemme, nogett Lyd af en Fugl, noget Skrig
af et Dyr, noget Fodtrln. Da aabnedes endelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
