Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stande, der intet Indtryk gjere paa andre Menne-
sker, saasom Blomster, Jordbær, Melk; hans lang-
somme, usikkre og anstrengende Gang, der sætter
ham i Classe med et Barn paa to Aar, og som
ligeledes staaer iModsigelse tned hans tilsyneladende
stærke, tneu ifolge anstillede Forseg meget svage Le-
geme, der neppe har et saarigt Barns Kræfter;
den Retvefvartkelse, som ved smaa Anstrengelser vi-
ser sig i Hattderttes eieblikkelige Sittreit og Træk-
ninger i Anfigtsntusklernez hans lyse og langsynede
Blik, sotn dog itke er kraftigt, men meget omsindtt
ligt for Dagslysets Indtryk; hans Tilbøielighed til
at fæste sit Blik paa Jordeli; hans Lyst til Eensom-
hed-’ en vis llro som overfalder ham, naar han be-
finder sig i den frie Natur og mellem mange Men-
neskers hans Afsky for stor Larm og Støi ; hans Fattig-
dotn paa Ord, Forestillinger og Begreber om alle sandse-
lige og overfandfelige Gjenstande, en Mangel som staaer
i paafaldende Contrast med hans eiensynlige Bestræ-
belse efter at gjore sig forstaaelig og forstaae, som
ogsaa hans Maade kun at tale i korte, afbrudte
Sætninger-; — disse vigtige Momenter tilsammen-
tagne lade os med fuldkommen Ret slutte, at han
i mange, mange Aar har været uretfærdigen inde-
spærret, med lldelukkelse fra alt menneskeligt Selskab.
Betragte vi paa den anden Side hans rene,
aabne, skyldfrie Blik; hans overordentlige Uskyldig-
dighed, der ikke kjender, fa ei engang aner nogen
Kjeusforskjel, og farst nu har lært at adskille Men-
neskene efter deres Klæder; hans ubeskriveligt Bliv-
hed; den Alle tiltrækkende Hjertelighed og Godmo-
dighed, hvorved han ferst kun under Taarer , nu
derimod, da Følelsen af Frihed er indtraadt, med
Inderlighed mindes endogfaa sin Undertrykkerz hans
Lyst til at dvæle ved det Forbigangne, en Lyst som
ferst yttrede sig i brændende Længsel efter hans
Hjem, hans Fangsel og hans Fæugselsvegter, men
derpaa gik over til en veemodig Erindring, og forsi
nu ved en kjærlig Behandling lidt efter lidt for-
svinder; hans ligesaa oprigtige som rarende Hen-
givenhed for alle dem der hyppig omgaaes med
ham, og gjore ham Godt; men ogsaa hans Tiltro
til alle andre Mennesker, hans Skaansel selv imod
det mindste Jnsert, hans Afsky for alt hvad der
kunde foraarsage et Menneste eller Dyr endog kun
den ubetydeligste Smerte; hans ubetingede Lydig-
hed og Villighed til alt Godt, som ogsaa hans
Frihed fra enhver slet Vane eller Udyd, ikke desto
mindre forbunden med en Anelse om det Onde;
fremdeles hans ganske overordentlige Lærvillighed,
hvorved han, underststtet af en ligesaa hurtig som
tro Hukommelse, beriger sit Ordforraad, der i Be-
gyndelsen neppe bestod af so Ord, og allerede har
erhvervet sig Forestillinger og Begreber om mange
Gjenstande, der tilforn vare ham fremmede, f. Cr.
Tid og Rum; hans særdeles Forkjærlighed for den
ham tilforn ubekjendte Musik og Tegnekuust, og
hans fjeldne Tilbaielighed og Lethed til at lære
begge; endelig hans helst usædvanlige Kjærlighed til
Orden og Reenlighed, og overhovedet hans hele
barnlige Væsen og hans rene ubesmittedr Indvor-
tes — betragte vi alle disse vigtige Phænomener
under eet, saa understøtte og bekræfte de ikke blot
hans Udsagtt om den utilladelige Jndsparring« hvori
han er bleven holdt, men give ogsaa den fuldkomne
Overbeviisnittg, at Naturen har rigeligen udstyret
hans Aand og Hjerte med de herligste Anlæg; men
de berettige tillige, i Forening med det usand-
fvnlige og vistnok opdigtede Brev, til den Formod-
ning, at hans stretfeerdigr Fangenskab staaer i For-
bindelse med en ikke ringere Forbrydelse, hvorved
han er bleven berovet sine Forældre, eller om disse
ikke dengang levede, da i det mindste sin Frihed,
sin Formue, maaskee en fornem Fodsels Fortrin,
og i ethvert Tilfælde sin Barndoms uskyldige Glæ-
der og Livets heieste Goder, medens tillige hans
physiske og aandelige Udvikling er bleven voldsomt
undertrykt og forsinket. Den Omstændighed at han
i Fangslet kunde tale med sit Legetai, ferend han
havde seet den Ubekjendte, og af ham havde modta-
get Underviisning i Sproget, beviser tillige, at
Forbrydelsen maa være skeet i de ferste Aar af hans
Barndom, maaskee mellem hans 2dkt og 4ds Aar,
og folgelig til en Tid da han allerede kunde tale,
og da der maaskee allerede var lagt Grund til en
ædel Opdragelse, som, lig en Stjerne i hans Livs
merke Nat, fremloser af hans hele Væsen.
Den offieielle Bekjendtgjorelse om dette mærk-
værdige Tilfælde siutter med følgende Ord:
«Jkke for at bortfjerne ham, thi den Menig-
hed som har optaget ham i sit Skjod, elsker ham,
og betragter ham som et af Forspnet tilfort Kjær-
lighedspant, hvilket den ikke vil aftræde uden det
fuldkomne Beviis for Andres Rettighed dertil; men
for at opdage den Forbrydelse der uden al Tvivl er
begaaet imod ham, for at opdage Forbrpderen eller
hans Hjelpcre, og derved, om muligt, igjen inde
feette ham i hans medfodte, tabte Rettigheder-,
udgaaer herved til alle Justits- og Politie-, Civil-
og MilitairsAntotiteter, og til alle dem som have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
