Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De var vis paa at jeg elskede en Anden, da troer
De, at De vilde faae Ro. —- Velanl jeg elsker
virkelig en Anden, men Omstændighederne ved denne
Kjærlighed ere saadanne, at den aldrig kan blive
andet end hvad den er: en stille Folelse der blot
lever i tnit eget Hjerte og ikke har mindste Indfly-
delse paa noget andet Basta. Men da jeg fast har
besluttet aldrig at ægte en Mand jeg ikke elsker, saa
fvlger heraf at De heller aldrig skal see mig i en
Andens Arme, og jeg forsikkrer Dern, at den Kjær-
lighed hvormed De har bearet mig, er i enhver
Henseende langt tnindre Ulykkelig end den jeg her
betroer Detn. — Saameget har jeg allerede erfaret
i Modgangens Skole, at jeg veed, hvorledes tttatt
kan gjore dens Byrde taalelig, og jeg haaber der-
for at denne heller ikke skal fordærve mit Liv. J
det jeg siger dette, er det tnig en stor Troli at tænke:
at hvad der er muligt for en stakkels Pige, tnaa
være let for en Mand som Dem." —
Min forste Folelse ved at læse disse Linier-, var
en saa rasende Skinsnge paa den ubekjendte Lokke-
lige, hvis Billede levede i Majas stille Hjerte, at
jeg som en Afsindig foer op og ned ad Gulvet, over-
ladende mig til den Helvedgval sotn fortærede tnit
Indre. — Endelig tog jeg Antons Brev, sotn jeg
endnu ilke havde last. Hatt forbandede sin Kjett-
lighed, alle Fruentimmer og især sin Medbeiler, om
hvetn han sagde: "at Jorden var for lille til paa
eengang at runnne ham og denne hans bittre Fiene
de.’« Hans Raseri gjod Battd i mit Blod. Jeg
stammede mig over min egen Hastighed ved at see
hans. J det foeste Øiebliks Smerte havde han
med sit sædvanlige Jilstud skrevet dette Brev, og,
hvad som var værre, uden videre Betænkning
sendt mig Majac, hoiti Indhold han ikke hav-
de Diet til at betroe noget Menneske-. Jeg maatte
næsten lee ad det grove Selvbedrag der havde for-
ledet ham til at soge Fred i en Oplysning der saa-
ledes bragte ham i Harnish — Jeg letsie atter
Majas Brev. Saa ganske skildrede disse simple
Ord denne elskværdige Pige. Hvilken eedel Charaes
teer ndtalte sig ilke i hver Liniel hvilken Fiinhed
og Værdighed, hvilken forstandig Bestræbelse efter paa
eengang at troste en ulykkelig Elsker, og tillige be-
tage ham alt sHaabl — Alle mine Sorger forsvandt
i den rette Nydelse af at beundre den Elskede, i sa-
lig Glade over hendes Fuldkommenhed.
Jeg blev udreven af disse Betragtninger ved
et Bud sotn bragte mig den længe attraaede Befa-
ling tll nfortovet at reise i det Ærinde sem jeg
havde sagt om Tilladelse til at udfvrr. — Denne
Ordre forekom mig som et Hintmelbrem Den op-
fatte mit Brhllup, rev mig for en Tidlang nd af
mine trykkende Forhold, og gav mig Frihed til at
tænke mig om og stræbe at gjenvinde min Sindkro.
— Hvad vil jeg her? sagde jeg ved mig selv: Maja
elsker en Anden og jeg boe kun være hendes Ven
og Brødet-. Jeg vil besirtebe mig for at ansee hende
for et overjordisk Væsen, en Engel som ikke maa
være Gjenstand for en jordisk Kjærlighed. Akl et
saadant Væselt er hun jo virkeligt 2Et«e og beskytte
hende vil jeg, paaskjontte at dette kan blive tnitt
Lod, og at denne Lykke og hendes Faders Venskab
kan give mig Erstatning for det Toruefuide i min
Forbindelse uted denne Familie.
Jeg vil ikke onttale de Seener af Graad og
Omfavnelser, Kramper og Besvintelser, som tnin
nventede Afreise foraarsagede Jette, hendes Moder
og endogsaa de ofte omtalte Veninder. Ved min
brave Svigerfaders Hjelp rev jeg mig lov fra alt
dette, omfavnede ham hjerteligt, trykkede et varmt
Kys paa den ganske tause Majav Haand, og fjer-
uede mig hurtigt fra hende og min Fodebp« om-
trent paa samme Aarstid som jeg i Fjor var kom-
men tilbage til den.
Mile Reise og mitte Foretagender vare hdetst
heldige. Jeg bestreebte mig af al Formue efter at
gjenvinde min aandelige Frihed. Jeg udrettede med
storsie Jver hvad jeg havde paataget mig, overlod
mig til min Kjærlighed for Kttttst og Videnskab,
tog Deel i allestags Adspredelser og Forlhstelser.
Kort sagt, al den Modgift for Lidenskab, som jeg
nogensinde havde forestilt tnig virksom, brugte jeg
ærligt; men naar jeg undertiden meente at være
paa Heldredelsens Vei, indtraf der altid een eller
anden ringe Ting, der bragte mig ganske tilbage i
den Kreds jeg havde forladt, som f. Cr. en Yttring
i et Brev fra Hjemmet, en Melodie hort under ane
dre Omstændigheder, en Lighed, ofte meget fjern,
med det Billede som syntes mig det hndigsie, en
Dront, eller Gud veed hvad alle de smaa Elskove-
gnder hedde, som Amor udsender for at holde Vogt
om hans Slave og forhindre hans Undvigelse.
Efter otte Maaneders Forlob vare mine For-
retninger tilende, og jeg kunde ikke opseette at reise
hjem. Jeg kotn hjem — jeg troer uforandret, og
fandt alting uforandret. Det var i alle Maader
sont om jeg slet ikke havde varet borte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
