Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bieuse Stilling. Endelig stimlede jeg en svag Lyt-
etittg, den kom bestandig nærmere, og med en saa-
kaldet Tveelygte« der kun var halvt opslaaet, ·i Haan-
den, traadte den gamle Kone mig imede fra en
Dor tat ved mig, modsat den hun var gaaet ud of.
Knurrende og skjelende saae hiin paa mig, stak mig
kygten lige op i Ansigtet, for ret at betragte mig,
og hindrede mig derved i at see hendes eget elsk-
værdige Physiognomie; puttede mig et forseglet Brev
i Haanden, pustede ngtett ud, aabnede Gadedaren,
trptkede mig næsten med Magt ud af den, og sagde
i det hun lukkede efter mig: «det er fra ham, for
Resien kan Han kun sige til Jomfruen, at Mode-
reri længes efter Barnet.» Jeg havde endnu intet
svar faaet paa mit Sporgsmaal om Sosterens Be-
findende, men Doren var alt ilaas; med Munden
til Nøglehullet kaldte jeg derfor paa Her-en og bad
hende svare mig, men hun hørte mig ikke, min
Bankeu paa Der og Vinduer blev uden Falger,
og jeg maatte vende tilbage med mit Brev uden
mnndtligt Budskab, uden at vide om det Skrevne
indeholdt kvtke eller Ulykke.
Paa Hjemoeien tænkte jeg ikke paa andet end
den gamle Kones Ord, hun havde kaldt Sosst Jom-
fruen, og derved stadt mig en Kniv iHjertetz hun
havde sagt at Moderen længtes efter sit Barn, og
derved givet mig Stof til at spekulere, uden at jeg
kunde leie denne Gaade. Frygtsom traadte jeg ind
paa Ro.8; mit Hjerte bankede med den Heftighed,
Tvivlen altid foraarsager, naar vi ikke vide om vi
have et Coangeliunr eller en Dodsdom at forkynde.
Sofsi antog min Taushed for det sidste. «Dedl"
udraabte hun med Fortvivlelsens Stemme, og in-
dett jeg kunde sige hende til hendes Beroligelse at
jeg ingen Grund havde til at formode at Brevet
indeholdt saa sørgelige Efterretninger-, udbrod hun
gradende, henvendt til Vuggen: "Saa er jeg Din
Moder, Du stakkels Forladtel» — Rtt kunde Bre-
vet selv ikke indeholde noget værre end hvad hun
ventede at have, jeg skyndte mig at overrakkr hende
det, og bad hende for Guds Skyld haste med at
læse det. Ved hvert Ord opllaredes hendes Træk;
da hun havde læst det, foldede hun Hænder-rc og
sagde med den hvirste Andagt: »Gud i Himlen,
hvordan skal jeg takke dig for denne Naadel" Men
jeg kunde ikke længer holde det ud derinde, jeg ilede
paa mit Værelse og gjentog: "GudiHintien, hvor-
ledes skal jeg takke dig for denne Naade! hnn er
ikke Barnets Moder! hun er ikke Barnets Moderl’«
Jeg blev paa mit Værelse, det var mig umu-
ligt nu at see Sofst. En Time efter traadte Ja-
eobine ind til mig, og bad mig komme til Damen
paa No.8, og tilfviede en spottende Antnerrkning
over min Praxis der i Huset; jeg ondsede det
ikke, stadte hende tilside og stod, inden jeg selv vid-
ste af det, for Sost Hun takkede mig med sin
sædvanlige Elskvardlghed, kaldte mig sirt Frelser, sin
Ven i Nederl, og meddeelte mig at hendes Sosker
nu næsten var fuldkommen vei, Alt kunde endnu
blive godt, og hun haabede snart at kunne tænke
paa at forlade et Huus, hvor dette Øieblik havde
varet det forsle lhkkelige hun havde oplevet. Det
var itke Uden en hemmelig Angst jeg tankte paa
Skitemlesest fra dette dyrebart Væsen, der var ble-
vet mig om muligt endnu kjærere, efter at hiin
selv havde saa godt som erklærer at den lille Guds
Engei ikke var hendes eget Barn; men jeg ansaae
den endnu bestandig for at være fjern, eller rettere
jeg undgik at tænke paa et Øieblik, der vilde være
mig saa smerteligt, og kastede mig paa nye med
Heftighed ind i det nærværende Øiebliks Nydels’er,
uden at tænke paa det tilkommenderl Bitterhed.
Allevede en heel Maaned havde jeg, dvd for
den vvrige Verden, opholdt mig i Gjæstgivergaaer
dens med hver Dag tiltog min Lyksalighed; det lod
til at Sosfi ikke agjerne saae mig, og jeg levede
kun for hende og ved hende. Den hemmelige Stem-
me lod sig ikke mere hare, jeg havde flere Gange
asteveret og modtaget Breve i det lille Huus paa
den eensomme Plads; selv det og den gamle Kone
bleve mig bestandigt mindre modbydelige, jo oftere
jeg var Vidne til at de medbragte Efterretninger
glædede Soffi. Min Kjærlighed til hende havde
jeg aldrig berart med eet eneste Ord, men jeg kunde
ikke tvivle paa at hun havde anet den. Det kolde
Hjerte kan snarpe sig sammen, men det varme ud-
videt, og det bliver det umuligt at skjule sig for
den elskende Gjenstand; den mægtige Gled lner
igjennem ethvert Forsøg paa at skjule Lidenskaben;
ethvert Slot, hvormed den stak tilhylles, bliver kun
en Forrader mere. Jeg elskede og var lykkelig —-
saa lykkelig kan jeg aldrig blive mere i dette Liv —
thi Kjærligheden danner en idealsk Verden om sig,
og bedvmmer alt efter nserdvanlige Regler5 Forhol-
dene blive anderledes, det Hverdags forsvinder-,
man tiltroer Enhver Stvrke til de Opoffrelser, man
foler sig selv beredt til at gjøre med Lethed, men
da kommer som oftest Virkelighedens Jernhaand,
og falder dobbelt tungt og smerteligt paa os.
Jeg havde varet ude en Aften i en af mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
