Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Befindende og bringe Bud eller Brev; jeg titbad
mig at gaae selv, da jeg meerkede hvor forlegen mit
Forslag gjorde hende; meu det sidste for-gode den
endnu mere, og en dyb Taushed, hvori vi begge
overlade os til vore Betragtninger, paafulgte. Sofsi
bred den forst. ’«Kjtrre Hr. M., sagde hun, jeg
har intet Menneske, jeg i dette Øieblik kan betroe
mig tll, Skjæbnen har fort Dem herhid, og jeg
vil stole paa Forsynet, der altid har vaaget over
mig, De vil ikke miebruge min Tillid." Jeg gjen-
tog mine Forsikkriuger otn Beredvillighed og Taus-
hed. "Det er ikke miu Skjæbne alene jeg lagger
i Deres Hænder, vedblev huu, det er alt hvad i
denne Verden er mig kjart og dyrebart, det er dette
uskyldige Barns, og dets Foreldres." — Fortri-
dres2 gjentog jeg hos mig selv: altsaa Tydskerens
ogsaa; jeg sukkede. — «Jeg kan ikke sige Dem mere-
men jeg tager det hviridelige Lovte af Dem, at De
heller ikke vil forske efter mere. Hav den Godhed
at gaae hen paa —- hnn navnede mig en natlig-
gende Plads, og beskrev tnig et lille Huus - sporg
efter Mad. H., hile fra den tydske Dante paa No.5,
og faae at vide hvordan det er med min Saster og
– hun afbrod sig selv et Øieblik —- og med dem
alle," tilføiede han halv sagte, og min Jalousie
vaagnede igjen med fornyet Kraft. "Brd hende
blive borte indtil jeg igjen lader hende hore fra
mig, og forttel De hende kun Grunden, som jeg
dog vnsker, hun vil fortie for min Sester. De
seer, jeg stoler vaa DeresDErlighed« sagde hutt med
et usigelig elskværdigt Smiil: Gud lontte Dem !"
Klokken var henved 9 om Aftenen da jag fra
en snever Sidegade traadte ind paa den betegnede
Plads. Jeg havde maaskee aldrig varet derfor
paa denne Tid af Dagen, den ligger meget afsides
og besoget kun sjeldent af et enkelt Menneske, der
siger en Gjenvei derover til eet af de natliggende
mere beboede Qvarteret. Dett ee nu mere be-
bygget, men dengang saae man ikke andre end
smaa forfaldne Huse for fattige Folk, et enkelt Tree,
skumle Mure uden Vinduer — Bagvaggette af de
tilgrtendsende Gaderk Bygnittger — og hist og her
fremragende Rniner, sørgelige Mindestneerker om
det Bombardement, Byen havde liidt faa Aar
for denne Begivenhed tildrog sig; og den Fod-
gjtenger« der gik vild i Kjøbenhavn, og uden at
ane det kom ind paa denne eensomme Plade, vilde
troe sig med eet forstyttet til en lille By paa Lan-
det, saa ganske forskjelligt er dette nbrolagte og hoist
uregelntteestge Torv fra den ovrige Deel af Hoved-
staden. Maanen tittede frem mellem to store skumle
Mnre og kastede et taaget Skin paa den modsatte
Deel af Pladsen, lette Skyer joge over Himlen og
Sneen fygede mig ind i Ansigtet. Jeg svabte tnig
i min Kappe og standsede et Øieblik iSkyggen, for
at samle mine Tanker og forberede mig til at ud-
rette mit hemmelige 2Erinde. Frygt tnaa Ingen
beskylde mig for, jeg var saa inderlig overbeviist
om at Sofsi kun havde med Lysets Gjerning at
skaffe, hvilke endogsaa Grundene vare til denne
Hemmelighcdsfnldhed, at det ikke faldt mig ind at
vare bange for ae vove mig saa silde ind i et mig
ganske ubekjendt Huus, noget jeg ellers aldrig for
havde gjort. Hele Pladsen var fuldkommen ade,
intet levende Væsen foruden mig at hore eller see;
de af Vinden klavvrende Vindueeskaader og en Lygte,
dee i sin afmeegtige Bestræbelse efter at parodiere
Maanen, vil-ende vaklede frem og tilbage paa sin
Skabel, var den eneste Lyd deraf og til afbrvd Stil-
heden. De nærmeste Gader-O Beliggenhed gjorde
at man intet mærkede til den Fart-sel, der ellers,
nasten til enhver Tid, er uadskillelig fra en stor
Stad.
Det attviste Huus var snart fundet. Efter
nogen Banken kom en gammel Kone af et zigeus
nekagtigr udfeende endeng l et lille Vindue, og
spurgte mig med en modbydelig Stemme, hvad jeg
havde at soge i hendes Huus, og bad mig, vdett
at vente paa mit Svar, at gaae Fandett l Vold.
Jeg kjendte strar Stetntnen igjen, tiltalede hende
som Mad. H., og udrettede mit Ærinde; det for-
mildede hettde noget, og et Øieblik efter aabnedes
Doren. Jeg traadte ind i en beelmark Gang og
stodte Hovedet mod det lave Bjelkeloft, en Entrie
som just ikke var skikket til at give mig synderlig
høie Begreber otn Husets avrige Indretning. Zi-
gennerkjellingen lod mig staae og forlod mig; jeg
harte hende aabne og lukke flere Dere, og alt var
da igjen saa stille som l en Grav, jeg kunde ikke
see en Haand for mig. Efter at have ventet, inde-
lukket baade for og bag, med christelig Taalmodig-
hed over i eet Qvarteer, begyndte Tiden at falde
mig hjertelig lang; jeg harte af og til Stemmer
uden at kunne bestemme hvor de vare; det forekom
mig at man skjændtes, og mit Hjerte begyndte lyde-
ligt at banke ved at tænke mig saa ganske forladt
af al menneskelig Bistand, uden Værge og paa et
Sted, hvor jeg ikke engang torde slytte en Fod med
Sikkerhed. Jeg havde al min Tillid til Sofsitt
Æklighed nadvendig for ikke at forbande min du-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
