Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa at vi, sadvanligviis, sjelden saae en ordentlig
Ende paa det natlige Skuespil. Den Gamle lister
sig bort med sin hele Flitterjiads, der bliver til Nul,
naar man seer den ved lys Dag, og med aabne Øine.
»Ja den hele Herlighed haree jnst ikke til mit
Departetnent, begyndte rnin Ledsager igjen: det er
et Skuespil, hvortil Taarnvargteren har sarste Plads,
men det er ogsaa det enesie Jordiske han har at
fornaie sig med. Han er et indskreenket Væsen, et
Slags Peri, der hverken harer til Hirnmel eller
Jord, men maa bevage sig paa sin snevre Taarn-
gang. Men vi hernede have Eventyr paa Eventyr,
lige sra jeg saaer sat Liv i mine «’skjanne Aander,»
og til Hanegal. — — Men De kjender nok ikke
mine skjanne Aander? spurgte han. Der seer De
skrar een as dem, vedblev han og pegede paa en
as Gadelygterne: det er ganste moersomt at hare
paa, hvoriedes disse smaae Tingester kan sprutte as
Forseengelighed, naar der sarst er sat Jld i deres
Smule Mege, og de saa skinne en halvsnees Skridt
hen as Gaden; skrar see de med saadan Foragt op
naa de velsignede Guds Stjerner-, der dog ere gan-
ske andre Folk end de, vaade iHensernde tit Stor-
relse og iidodelighed, og kroe sig as deres Glands
og egen ubegribelige Storhed. — Mangen deilig
Ninon blandt de nordiske Hetaerer betroer mig sine
Hjertesvrger i den maaneklare Vinterastem Den
hele Gade dandser jo, saa at sige, efter min Pibe;
kun et lille Stykke paa min Tryllesivite, og et lid-
raab paa een Stavelse, strax flyver man nd as
Sengen og aabner mig Vinduer vg Dere. Naar
Magisiraten sover, vaager jeg, og kommer der en-
gang et Syn, sotn ikke saa ganske harer til denne
Verden, slaaer jeg fromt et Kors og lader det pas-
sere sorbi. Ja, jeg kunde vaere Spaamand, naar
jeg vilde, men det er ikke kloge at sige Alt hvad
man seer. Naar jeg saadan om Natten harer det
komme: «klavl kiapi klavi" saa vred jeg nok hvad
det har at betyde. ——Derotnme sra Kirkegaarden
kommer Helhesten haltende paa sine tre Been og
skiller sig udenfor Porten paa det Huus, haor han
vil hente sin Rytterz saa kunde jeg nok spaae den
naste Dag, men sand for Tungel —- Mangen
Ligskare er syadseret enig forbi her i Gaden, men
jeg har lukket Øinene, ladet den passe sit, sotn jeg
passede mit. — Hver Nytaarsaften seer jeg ellers
tidt nede iskjalderne og inde l Stue-Etagerne, hvor
der er siort Selskab , mangen rask Karl og deilig
Pige sidde uden Hoved, og Ligkisien staae midt paa
Gulvet . . . .«’
"Men det er nu altsammen saa gyseligt, as-
brod jeg ham: Ere der slet ingen lyse Puneter« in-
tet reent dellisk i Deres Vægter-Livf-
"O tnere end De troer, svarede han: Naar
jeg nu en siierneklar Nat sidder paa Gjenboens
Trappe og har den rene, blaa Himmel over mig,
og Ruinerne med den vandrende Skildvagt, inde
svabt i sin store, rade Kappe, soran mig, saa dramr
mer jeg mig thalien. Har jeg ikke den rene dun-
kelblaa Himmel over mig? og seer jeg ikke de skumle
Ruiner i det blege Maanelys? Rigtignok ere Nai-
nerne i Jtalien Boliger svr Banditev og Baga-
bonder3 rnen ere disse det ikke nu, saa have de
varet det i deres Velmagterage3 mangen Kjol-
tring har tilbragt Nætter og lyse Dage indensor
disse Mure. — Forleden kom jeg ellers over err
gammel "dansk Tilstuer," as Prosessor Nahbek,
hvori jeg saae en Ansveldelse as et Vare over be-
rvmte Skurke og Skumner Forsatteren anskede
Bidrag; det er ellers, saavidt jeg veed, ikke kom-
met ud, maaskee tillod Polltlken det ikke? Ellers
kunde jeg have leveret de bedste Bidrag, thi hver
St. Hans Nat reiser Baroehuset sig i sin hele
Herlighed; da drage al Verdens asdode og nuler
vende Skurke og Skurkinder derind , og holde et
stort Bal. — Gud maa vide hverledes de kan rurnr
mes derinde? Schinderbannes, Peer Mikkelsen
og saadan anden gemeen Pavel saae da heller ikke
Lov at slippe ind, men maae staae udenfor og kige
ind ad Vinduerne. Ak! hvormange krvnede Hove-
der nted gelstlige Reeotnnrendationsbrrve paa Ryg-
gen, hvor utallige mange Minislre og hellige Fredre
svinge sig ikke om derinde, saa jeg. oste undrer tnig
meget over, at Skildvagten Intet merrker»" —-
Jo mere han talede, des tydeligere blev det
enig, at denne veltalende, ja næsten poetiske Mand
neppe kunde veere en slet og ret Magter-. — Hans
Sprog sorte ham lidt sor meget ud as Evsiumet. —-
Rask greb jeg hans Haand, stirrede ham stivt ind i
Øinene, idet jeg udbredt «Mandl De er ikke hvad
De synes at varel"
"Oi svarede han smilende: sordi De nu tras
mig i en uskyldig Savn, vil De nu skrae hareellere
over min Svaghed, sont dog egentlig kommer fra
Dratmnegeniernes Ubehtrndighed."
«·Det er ikke saaledes meent, svarede jeg: De
er en sortleedt Eventyrer, tilstaae det kun, jeg skal
ikke sorraade Dem i«· —-
"Nv da, svarede han: tak De Gud at jeg
ikke er den, jeg synes at vare, ellers saae det kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
