Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hrolf Kraft, et Heltedigt, aabnes med en For-
taie, hvori Forfatteren giver os et Begreb af det
Versemaal, han har valgt, og anforer sine Grunde
for Valget. I hans Bestemmelse eller Desinition
af Versemaaiet stapperer det, at han angiver det
efter Taeten, altsaa efter en musiealsk Maalestok,
hvilket staaer i Forbindelse med hans foregaaende
Yttring: at "den mnsiralsie Deel af Poesien maa
nodvendig have Musiken til sit Manster, for saa
vidt som det forskjellige Stof tillader det." (S.
XVi).
Forfatteren berører her en vigtig Gjenstand,
hvorpaa der i vore Metriker og Prosodier næsten
aldrig tages Hensyn, uagtet den kan siges at være
Grundvolden for begge. J Metrik og Prosodie
horer man næsten ikke tale om andet end Jamber,
Teochaer, Spondteer, Dartvier, Anapasier, Amphir
bracher o.f.v., uagtet disse og lignende Begreber
næstett ere ligesaa lidt anvendelige i de nyere Sprog,
som Middelalderens Schotastik i den nyere Philo-
sophie. Det er en besynderlig Idee, som de fleste
Metrikere ere faldne paa, og som i vor Tid endnu
representeres af Herrmann, at ville forklare de
Gamles Rhytmer, uden at tage Hensyn paa Tar-
ten, som er Sjælen og Prinripet deri. Saaoist
som Musiken er (i ideal Betydning) en tidligere
Kunst end Poesien, der folgelig har optaget hiin i
sig, og modisieeret den til sit Brug, saavist er det
ogsaa, at Poesiens musiealste Element ikke kan for-
klares uden ved Musikens Hjelp, hvorfor ogsaa alle
de Metrikere, sotu have forsmaaet dette Middel,
have bragt mere Confusion end Lhe i Sagen.
Apel er den, som forst har gjort opmærksom paa
Rodvendigheden af at bestemme Versetnaaleue ved
Taeten3 man sammenligne hans ntetriske Undersok
gelser med Herrmanns, og see, hvilke der lede til
den klarere Indsigt.
Hvad som gior Anvendelsen af den gamle
Terminologie saa vildsom, er den Omstændighed, at
vore nyere Sprog ikke have den bestemte Sit-vel-
fernes Qvautitet, som de gamle. J de nyere
Sprog ere meget faa Staveiser absolut lange eller
korte; derimod ere i de nordiske og germaniske Sprog
Aeeenterne bestemte, og vi henfore derfor til disse
hvad de Gamle henforte til Qvantiteten. F. Cr.
ved en Jambuo forstode de Gamle en Fod, hvori
den forsie Stavelse var kort, den anden lang; vi
derimod forstaae derved en Fod, hvori den farste
Stadelse er uden-Agent, den anden med Aeeent.
Hvorledes Reent og Qvantitet kan vare adskilte,
veed Enhver som har mindste Begreb om Musik.
Det Ord Igfen er i den nyere Betydning af Or-
det en Jatnbue, men den farste Stavelse er ikke i
sig selv kortere end den anden; den er kun attents
kos, medens dets anden er aeeentneret. Udett at
tale om, at en Metrik, sont blot otntaler lange og
korte Stavelser, er ttanvendelig paa de nyere Sprog,
saa kommer deu endogsaa iForlegetthed med de
gamle, thi alle lange Stavelser ere ikke lige lange,
og alle korte Stavelser ikke lige korte. For at be-
tegne de mange Nuancer i Qvantiteten, maae vi
betlene os af Nodeskriften, som er den meest skikker
de til at lære ved Øiet, hvad Øret endnu ikke har
fattet. Denne kan især oplyse-, hvor forskjelligt det
er, om tnan besiemmer Fodderne efter Aeeettten
eller efter Qvantitetem F. Cr. en Daetyltts ly-
der i vore nyere Sprog, hvor Aeeenten er bestemt
mende, saaledes:
i UU lsllttilsspsl
men derimod i de gamle Sprog, hvor Qoantiteten
lægges til Grtutd, faaledesr
o tozglemkkthts
Efter det sorste System gives der altsaa ikke siere
Arter af Fodder, end der gives Tart-Arter, og da
disse kunne reduceret til to, nemlig den lige og den
ulige, saa kan ogsaa alle Foddek heuforek til Tro-
chsruo og Daetylus. En Spondæne existerer
aldeles ikke; ert Jambns er en Trochoeus med een
Nodes Optaet, en Anapast er en Daetylus med to
Noders Optaet- og saa fremdeles.
Men uagtet nu, for at blive ved det danske
Sprog, Areemen er det bestrcumeude Prineip i
vore Vers, saa kan vi dog ogsaa forbinde Qvaniir
teten dermed, og derved tilveiebringe storre Afvex-
ling. Blotte Aecentvers skriver man sædvanlig
ikke, undtagen i korte Stykker, hvor det kommer
an paa den hoieste Cleganre3 i et Digt af storre
Omfang vilde denne Eensformighed trætte, og tnan
bringer derfor Afvexling ved Qvantiteten. Hvor
lidet Sandsen for skjønne Vers i det Hele er ud-
bredt, kan sees deraf, at man sædvanlig giver den
fskste Art Navn af correct, hvilket ogsaa Profes-
sor thlensehlsger bemærker i sin For-tale, S. XVl,
og tilfoier med Rette, at der ikke horer mindre
Kunst til at skrive i den anden Art, thi her gfalx
der det netop om at tillade sig de storst mulige Af-
vigelser fra Persemaalete GrundtTvpus, uden dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
