Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
handig Villet fra Riehelieu, soln bad ham om at
gjort haln den Ære at spise til Middag hos ham
paa Rusl, den naste Dag. Den Gamle sprang
holt iveiret af Forundring og Glade over denne
saa udmarkede 2Eeetbeviisning, og saae allerede
heri et gunstigt Forvarsel om at hans Ansogning
vilde blive bevilget.
Reeste Dage Formiddag gjorde han sig færdig
til Gjæstebudet paa Rnel. Han kladte sig i en
Hoskfole, som for 40 Aar siden havde varet paa
nyeste Mode, men som endnu, trods det gammel-
dags Snit, saae ud, som om den samme Dag var
kommen sra Skradderen. Det var en vel constr-
vertt Skat fra hans ngdontstid; kun sjelden hav-
de han dengang baaret den, og i de sildigere Aar
havde han med sorudseende thu opbevaret den,
som et Klenodie, der vel i sin Tid kunde komme
ham til Natte, og soln han derfor ogsaa, forberedt
paa alle Muligheder, havde pakket i sin lille Rus-
seet, og tutdtaget til Paris. Til denne Hofkjole
bar han nu Kun-Beenklæder, hvide Silkestromper,
Skoe med store Spander, Kaarde ved Siden, og
en trekantet Hat paa det velpuodkede Hoved. Da
det regnede til Regn, bar hals i Haanden en ual«
mindelig stor Parapluie. Saaledes udrustet, begav
han sig tilsods ad den stovede Lande-vei, til ikke li-
den Forundrilig for alle deln som lnodte ham; thi
hans Sparsotnhed havde paa ingen Maade tilladt
ham at bekoste en Vogtt.
Han var allerede gaaet et betvdeligt Stykke-,
havde slere Gange standset ved een eller anden stor
Steen, for at satte Foden op paa den, og viste
Stedet af Skoene med et Lommetorklade, som han
havde tnedtaget til dette Brug, da det endelig be-
gyndte at regne, og han blev uodt til at slaae spa-
rapluien ud. Men Regnen tiltog meer og meer;
selv Paraploien kunde ikke tilstrækkelig beskytte
ham derimod; og jo længere han gik, detmere blev
Veien, formedelst det meget Regnvand, der qllkkkdc
havde samlet sig, usremkotnmelig for alle med hvide
Silkestromper bekladte Been. utaalmodig standsede
den Gamle, skaffede sig lidt udsige rinder Aanden
af den store Paraplltie, og opdagede, ikke langt
borte, et ved Landeveien liggende Vertthuus, uden-
for hvilket der var bygget et Skuur for Kjorende
og Ridende. Her besluttede han at tye hen, og
opholde sig i Sknret, indtil Regnen var forbi.
I det samme Skulle holdt, i en elegant,
aaben Cabriolet, en, som det syntes, velhavende og
fornem Mand, hvem ogsaa Regnen havde tvunget
til der at soge Tilflugt. Han var steget ned af Vogt
uen, for, som man pleier, at observete Luftens Til-
stand, staaende paa Tarskelen af den aabne Der-
og med Hovedet kun halvt udenfor. J denne Stil-
ling sik han hændelseooiit Øie paa den besynderlige
Figur som nærmede sig, snart trippende, snart hop-
pende fra Steen til Steen, med en saadan Fnrdigr
hed l at undgaae alle Laudeoeiens eritiste Steder,
at malt ikke kunde tvivle paa, han jo i sin Ung-
dom maatte have dandset en Menuet til Fuldkolns
menhed. Den Fremmede blev nysgserrig efter at
lare at kjende den originale Persott; da det-for
denne indtraadte l Skurre, hilste han venlig paa
ham, beklagede det slette Peir, og gav sig i Sam-
tale med ham.
»Det slette Veir," sagde den Fremmede, "kome
mer dobbelt utilpas for Dem, min Herre, som er
i saa elegant en spaakladning. Hvis det ikke var
ubeskedent, turde jeg maaskee sporge Dem om Maa-
let sor Deres Vandring.’«
"Min Herrel svarede den Gamle, med en
Mine, hvori Selvtilfredsheden stod malet: jeg skal
spise til Middag paa Ruel.«’ —-
Ved disse Ord studsede den Fremmede, idet
han tatls og med et speidende Blik lnaalte den
Gamle fra Top til Taa. Dog fattede han sig snart,
og sagde med et pludselig venligt Smiil: «Det
treesfer sig ret heldigt; thi ogsaa seg er indbuden
til at spise paa Ruel. J min Cabriolet er en
Plads tilovers; jeg haaber, De vil gjore mig den
Ære at modtage den."
Den Gamle, inderlig glad over at kunne kom-
me til at ksore, uden at det kostede ham noget, lod
sig ikke to Gange gjort dette Tilbud. Om lidt var
Regnen standset; den Gamle tog Plads i Cabrior
letten ved Siden af den Fremmede, som smeldtde
med Pidsken, og kjorte hen ad Landeveien, i det
sttrrkeste Trav, hvori Hesten kunde lobe. "Vi maae
haste, sagde han, thi det er allerede blevet sildigt."
Medens de saaledes snarere stoi afsted, end
klarte, fortsatte de imidlertid Samtalen, og med-
deelte hinanden deres Navne; men det sandt sig, at
den Ene aldeles ikke kjendte noget til den Andens
Familie. Den Gamle fortalte uforbeholden ont
sin og sin Familits Tilstand, om Aarsagett til hans
Reise til Paris, om Ministerells Forekommrnhed
imod ham, og om de Forhaabninger, han nu gjor-
de sig. Den Fremmede lyttede med stor mearkr
somhed og Deeltagelse til hans Fortælling "Mitt
Herres sagde pludselig deu Gamle: Deres Hest er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
