Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg de’ere tag ei min altfor store Frihed ilde ep.
Naafkee jeg her har spilt mig selv et slemt Spilop-
Man lader surr saavel med et indskrænket ·po·dtol,
sont man usikker gaaer l altfor sneveet Fodtsl.
Epitog.
Hvad min Proiog Dem har forklaret galt-,
Det dsk min Spilog, otn muligt, rette.
Og hiin har, om jeg mindes ret, fortalt,
At Deres Bifald har fordi-arvet Alt,
Hvad der hos mig ei herte tll det Slette-
Dog nei! o neil Den Mening ee el elgllgl
Neil Deres dvkedare Gunst
Ce ikke for mig selv alene vigtig-
Mea den er og indvendig for min Justit.
Jeg som et Forfkud den betragtet-,
Gud ufortjentz men i min hele Tid
Jeg ved en uloetrsden slet-den agter
Dem at detale den til sidste Hvid.
Dog —- kort er Livet, snnsten den et langt
Og poeilc jeg lakkm
Jeg kommer el saavidt, at jeg engang
Min hele Gjæld til Dem udslette-r-
lda holder dog den Leerdom Silk-
Som Jlgaro mig monne givet
Ise skal jeg eolg Deres Stort-net blive-
cnd negte Gjatden noget Øieblik
Brev
fra Beretnndus teteius til Redatteuren af
den flydende Post.
—.—
Gode Hr. Redaetenri
Da jeg seer, hvorledes De som en sand Doctor
pieilosopiiiee kommer mine Uinkkesvrodee rii Hjelp
med fornuftige Trostegrunde, tyer jeg ogsaa tll
Dem. Akl giv kan ikke, som jeg frygtet-, mit
Onde maa besindet nieegeligt.
Sygdommen er nemlig hos mig i visse Hen-
seender pakke end hos mine UinkkeskrodreZ thi den
har ikke alene sit Sæde i mit Indre, men ligesaa
meget i mit Ydre. Vei er jeg undseelig l en tem-
melig hoi Grad, men denne min Undseelse reiser
lig og næret as to legemlige Feil: min Kortsvnen
hed og min Mangel paa Herredomme over min
stop, in specie- ooee mine Been. Jeg vil nat-
mere udvikle hvad Jndsipdelse disse to Feil ov-
peea mig.
Sat, at jeg, hvad forresten ilke meget ofte
skeer, er bnden i Selskavz jeg poziter mig; gaaer
derhen. Allerede paa Trappett begynder rnit Hjerte
at banke: Tag nu ikke Feil af Vertindtnl hvisler
en Stemme i miit Sjæl. »Herrrgud ocn nu saa
var?" siger Forstanden, som paa Trappen endnu
hertil, men lEntreen ganske overdøves af hiin an-
den Stemme, der straaler værre og værre. Efter
en haard Kamp med mig selv giver jeg efter for
Nødvendigheden, og gaaer ind. Hjertet staaer mig
i Halsen, jeg er i en feberagtig Tilstand, som end-
nu forøger min naturligt Blindhed; jeg gaaer med
langsomme Skridt gjennem Salen, haltende en
passer-i for Selskabet. I Sophaen ved Enden
sidde adskillige corpulente Damer; een as dem er
nden Tvivl Vertindenz jeg gaaet neerniere for at
see hvilten, men opdager til min Skrak, at jeg in-
gen as dem kjender; imidlertid har min Adseerd
tydelig viist hvad jeg troede; jeg er prostitueret« og
færdig at forgaae i Skarlagen. Men qua feil-a?
Jeg bukker for dem og læser i deres Ansigtet For-
undring og Lpsi til at lee over min overdrevne At-
tighcd. Vertinden er, som jeg siden erfaret-, i den
anden Ende af Stuen i Tale med en Cavaleer,
der, lykkeligere end jeg, har trujfet hende og begpndt
en Samtale med hende om den herskende Meelinge
Epidemiez imidlertid at foretage en Reise tilbage
gjennem Salen for at svge hende (da hun dog
siden Tvivl maa vare i Salen), med Olisieo igjen
at tage Feil, det vover jeg ikke; tilmed er jeg jo
nodt til at begynde en Samtale med de corpulente
Damer, hvilke jeg saa bekjendt har narmet mig;
jeg faaer altsaa forst senere, da jeg heldigviis troes-
fer paa Vertindem hilst paa hende. Jeg laser paa
hendes Ansigt: "den Karl skal jeg ikke bede tiere."
"llendelig forbunden," tankerjeg, men Bevidstheden
om min Breve maler sig med gloenve Skrift paa
mit Ansigt. Men jeg gaaer- ud af den chronoloe
giske Orden, jeg vil tage dens Traad igjen. Sam-
talen med de omtalte Damer gaaer fort; men det
er ogsaa netop; de kjende ikke mig, jeg ikke dem,
snn det veed jeg, at de ere for fornemme til at
tale fornuftigt, endog om Veiret. Efterat de, uden
at jeg dog kunde see nogen passende Maade til at
afbryde, flere Gange til min store Forknyttelse tve
deligt have ladet migmeerke, hvor desvarlig en Evne
vecsation med et saa ringe Menneske er dem, seer
jeg endelig l nogen Frastand A., min gode Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
