Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske. Et Forsøg i den fragmentariske Stræben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
dividualitet og Subjectivitet. Man vil ikke vide Noget as
Heltens Fortid at sige, man vælter hele hans Liv paa hans
Skuldre som hans egen Gjerning, gjør ham tilregnelig for
Alt, men derved forvandler man ogsaa hans æsthetiske Skyld
til en ethisk. Den tragiske Helt bliver saaledes slet, det
Onde bliver egentlig den tragiske Gjenstand, men det Onde
har ingen æsthetisk Interesse og Synd er ikke et æsthetisk
Element. Denne misforstaaede Stræben har nu vistnok sin
Grund i hele Tidens Arbeiden hen til det Comiske. Det
Comiske ligger netop i Jsolationen; naar man nu indenfor
denne vil gjøre det Tragiske gjeldende, saa faaer man det
Onde i dets Slethed, ikke den egentlig tragiske Brøde i dens
tvetydige Uskyldighed. Det er ikke vanskeligt, naar man seer
sig om i den nyere Literatur, at finde Exempler. Saaledes
er egentlig det i mange Maader saa geniale Værk af
Grabbe: Faust und Don Juan, bygget paa det Onde.
For imidlertid ikke at argumentere af et enkelt Skrift, vil
jeg hellere vise det i hele Samtidens almindelige Bevidsthed.
Naar man vilde fremstille et Individ, som ulykkelige Barn-
domsforhold havde indvirket saa forstyrrende paa, at disse
Indtryk voldte hans Undergang, saa vilde Sligt slet ikke
tiltale Nutiden, og det naturligviis ikke fordi det var slet
behandlet, thi jeg har jo Lov at tænke mig det udmærket
behandlet, men fordi Tiden anlægger en anden Maalestok.
Den vil ikke vide af slige Kjærlingerier, den gjør uden videre
Jndividet ansvarligt for dets Liv. Gaaer altsaa Judividet
under, saa er dette ikke tragisk, men det er slet. Man skulde
nu troe, at det maatte være et Kongerige af Guder, den
Slægt, hvori ogsaa jeg har den Ære at leve. Imidlertid er
det ingenlunde saa, den Kraftfuldhed, det Mod, der saaledes
vil være sin egen Lykkes Skaber, ja sin egen Skaber, er en
Illusion, og idet Tiden taber det Tragiske, vinder den For-
tvivlelsen. Der ligger en Veemod og en Lægedom i det
Tragiske, som man i Sandhed ikke skal forsmaae, og idet
man paa den overnaturlige Maade, som vor Tid forsøger
det, vil vinde sig selv, taber man sig selv, og man bliver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
