Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 6. Den første Kjærlighed. Lystspil i een Act af Scribe, oversat af J. L. Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271 f
til at mystificere. Han troer, det er ham, der driver Jntri-
gen, ham, der mystificerer, og dog seer Tilskueren, at Mysti-
ficationen er i Gang før Charles træder op; thi Rinville har
jo allerede udgivet sig for Charles. Jntrigen tager da Char-
les med, Rinvilles Mystification trænger Charles ind i sin
Mhstification, og dog troer Charles, at det udgaaer fra ham.
Nu er der fuldkommen Liv i Stykket, en i Kaadhed næsten
vanvittig Krydsning af Situationer. Samtlige fire Personer
ere nemlig gjensidigen mystificerede. Gmmeline vil have
Charles, Charles vil være hende qvit; Charles, Mysti-
sicatoren, veed ikke af, at Rinville udgiver sig for ham og
paa alle Maader søger i dette Navn at indtage Pigen. Rin-
ville tænker ikke paa, at Charles som Rinville paa alle
Maader misrecommenderer ham; Derviere holder paa Rin-
ville, men den, han holder paa, er Charles; Emmeline holder
paa Charles, men den, hun holder paa, er Rinville. Saaledes op-
løser hele Operationen sig i Nonsens. Det, Stykket dreier
sig om, er Intet, det, der kommer ud af Stykket, er Intet.
Emmeline og Charles modarbeide hinanden, og dog
komme de Begge til det Modsatte as det, de vilde: hun til
at saae Rinville, han, som vilde mystificere, til at forraade Alt.
Paa ethvert Theater, hvor den første Kjærlighed er op-
ført, er der vistnok leet meget ad dette Stykke, men jeg tør
forsikkre det theaterbesogende Publikum, at der aldrig er leet
nok. Hvis jeg, for at erindre om en gammel Fortælling
vilde sige om et Menneske, der loe ret heftigt, enten er han
gal, eller han læser, maaskee rettere, han seer den første Kjær-
lighed, saa troer jeg ikke at sige for Meget. Man leer stun-
dom ad Ting og fortryder det næsten i samme Øieblik; men
Situationerne i dette Stykke ere af den Art, at jo mere man
fordyber sig idem, desto latterligere, destomere vanvittige
vise de sig. Da nu Situationen selv er i høieste Grad lat-
terlig, saa tage de i og for sig vittige Replikker sig kun endnu
fortræffeligere ud.
At Scribe kan skrive Replikker er for bekjendt til, at
det behøver at siges-. Man beundre ham derfor, men man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
