Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sygdommen til Døden (1849) - Første Afsnit. Sygdommen til Døden er Fortvivlelse - C. Denne Sygdoms (Fortvivlelsens) Skikkelser - B. Fortvivlelse seet under Bestemmelsen: Bevidsthed - b. Den Fortvivlelse, som er sig bevidst at være Fortvivlelse...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189
tabe, nden at tabe Selvetz han gjor Jndronnnelscr, han er
istand dertil, og hvorfor-? fordi han til en vis Grad har Udson-
ret sit Selv fra Udvortesheden, fordi han har en dunkel Fore-
stilling om, at der endog maa være noget Evigt i Selvet. Men
forgjæves kjæmper han saaledes; Vanskeligheden, han er stodt
paa, kræver et Brud med hele Umiddelbarheden og dertil har
han ikke Selv-Reflexion eller ethisk Reflexionz han har ingen Ve-
vidsthed om et Selv, der vindes ved den uendelige Abstraktion
fra alt Udvortes, dette, i Modsætning til Umiddelbarhedens
paaklædte, nogne, abstrakte Selv, der er det uendelige Sele
første Form, og det Frennidskyndende i hele den Proees, hvor-
ved et Selv nendeligt overtager sit virkelige Selv med dets
Vanskeligheder og Fortrin.
Altsaa, han fortvivler, og hans Fortvivlelse er: ikke at
ville være sig selv. Derimod falder det Latterlige ham rigtig-
nok ikke ind, at ville være en Anden; han vedligeholder Forhol-
det til sit Selv, saavidt har Reflexionen knyttet ham til Selvet
Det gaaer ham da i Forhold til Selvet, som det kan gaae en
Mand i Forhold til hans Bopæl (det Coniiske er, at i slet saa
skjødesløst et Forhold, som en Mand staaer til sin Bopæl, staaer
rigtignok Selvet ikke til sig selv), at den bliver ham modby-
delig, fordi der er Nog, eller ligegyldigt as hvilkensomhelst
Grund; han forlader den saa, men han vandrer ikke nd, han fæ-
ster ikke en ny Bopæl, han vedbliver at betragte den gamle
som sin Bopæl; han regner paa, at det skal gaae over igjen.
Saaledes med den Fortvivlende Saalænge dette staaer paa med
den Vanskelighed, tor han, som det hedder med særlig Præg-
nants, ikke komme til sig selv, vil han ikke være sig selv; men
det gaaer vel over, det forandret sig maaskee, den morke Mulig-
hed glemmes vel. Saalænge kommer han derfor knn engang
imellem saa at sige paa Besog til sig selv, for at see efter, om
Forandringen ikke er indtraadt. Og saa snart den er indtraadt,
saa slytter han hjem igjen, ,,er atter sig selv", saa siger han,
dog vil dette knn sige, han begynder hvor han slap, han var saa-
dan til en vis Grad et Selv og blev heller ikke til mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
