Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sygdommen til Døden (1849) - Første Afsnit. Sygdommen til Døden er Fortvivlelse - C. Denne Sygdoms (Fortvivlelsens) Skikkelser - B. Fortvivlelse seet under Bestemmelsen: Bevidsthed - b. Den Fortvivlelse, som er sig bevidst at være Fortvivlelse...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
Fortvivlelse knu tilhører Ungdommen Det er overhovedet
en stor Taabelighed, og er just Uforstand paa, hvad Aand er,
derhos Miskjendelse af, at Mennesket er Aand, ikke blot en Dyre-
Skabuing, at mene, at det skulde gaae saa nemt til med Tro
og Viisdom, at de virkeligen saadan uden videre kom med
Aarene, som Tænder, Skjæg og deslige Nei, hvad saa end
et Menneske uden videre kommer til, og hvad der saa end kommer
uden videre: Eet bestemt ikke, Tro og Viisdom: Men Sagen
er denne, med Aarene kommer Mennesket, aandelig forstaaet,
ikke uden videre til Noget, denne Kategori er netop Aandens
argeste Modsietiiingz derimod gaaer det meget let, uden videre
med Aarene at gaae fra Noget. Og med Aarene gaaer man
maaskee fra den Smule Lidenskab, Folelse, Phantasi, den Smule
Inderlighed, man havde, og gaaer uden videre (t·hi Sligt gaaer
uden videre) ind nnder Trivialitetens Bestemmelse af Forstand
paa Livet. Denne —- forbedrede Tilstand, som rigtignok er
kommet med Aarene, anseer han nu fortvivlet for et Gode, han
forvisser sig let om (og i en vis satirisk Forstand er Intet vis-
sere), at det nu aldrig kunde falde ham ind at fortvivle —
nei, han har sikkret sig, han er fortvivlet, aandlost fortvivlet
Thi hvorfor mon Socrates elskede Ynglinge, uden fordi han
kjendte Mennesket!
Og skeer det ikke saaledes, at et Menneske med Aarene
synker hen i den trivielleste Art Fortvivlelse, saa folger deraf
dog vel ingenlunde, at Fortvivlelse blot skulde tilhore Ung-
dommen. Udvikler et Menneske sig virkeligen med Aarene,
modnes han i væsentlig Bevidsthed om Selvet, saa kan han
maaskee fortvivle i en høiere Form. Og udvikler han sig ikke
væsentlig med Aarene, medens han dog heller ikke synker reent
hen i Trivialitet, det vil sige, bliver han saa omtrent ved at
være et ungt Menneske, en Yngling, skjøndt Mand, Fader og
Graahaaret, altsaa dog bevarende noget af det Gode hos Yng-
lingen, saa vil han jo ogsaa være udsat for at fortvivle som en
Yngling, over det Jordiske eller over noget Jordisk
En Forskjel kan der saa vel blive mellem en saadan Æl-
S. Kierkegaard Xl 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
