Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
385
Jdet nn Jronikeren saaledes, med den størst mulige poetiske
Licents, digter sig selv og sin Omverden, idet han saaledes lever
aldeles hypothetisk og eonjunctivisk, taber hans Liv al Conti-
nuerlighed Herved synker han aldeles ind under Stemning.
Hans Liv er lutter Stemninger. Nu er det vistnok, at det
at have Stemning kan være noget saare Sandt, og at intet
jordisk Liv er saa absolut, at det ikke skulde kjende den Modsæt-
ning, der ligger heri. Men i et sundt Liv er Stemningen dog
blot en Potensation af det Liv, der ellers rorer og bevæger
sig i En. En alvorlig Christen veed saaledes meget vel, at der
er Øieblikke, hvori han er mere dybt og levende grebet af det
christelige Liv end sædvanligt; men derfor bliver han ikke en
Hedning, naar Stemningen er forbi. Jo sundere og alvorligere
han lever, desto mere vil han ogsaa blive Herre over Stemningen,
det vil sige, desto mere vil han ydmyge sig under den og derved
frelse sin Sjæl Men da der i Jronikeren ingen Continuerlighed
er, saa aflose de meest modsatte Stemninger hinanden. Snart
er han en Gud, snart et Sandskorn. Hans Stemninger er lige-
saa tilfceldige som Bramas Jncarnationer. Og Jronikeren,
som troer sig fri, falder derved ind under Verdens-Jroniens
rædsomme Lov og træller i den frygteligste Trældom·
Men Jronikeren er en Digter, og deraf kommer det, at, uagtet
han er en Bold for Verdens-Jroniens Lune, det dog ikke altid
seer saaledes ud. Han digter Alt, digter Stemninger med. For
ret at være fri, maa han have Stemningen i sin Magt, derfor
maa den ene Stemning øieblikkelig afløses as den anden. For-
saavidt det nu stundom hænder, at Stemningerne saa fortvivlet
aflose hinanden, at han dog mærker, at det ikke gaaer ganske
rigtigt til, saa digter han. Han digter, at det er ham selv, der
fremkalder Stemningen, han digter, indtil han bliver saa aande-
lig værkbruden, at han lader være at digte. Stemningen selv
har derfor ingen Realitet for Jronikeren, og han giver kun
sjelden sin Stemning Luft uden under Modsætningens
Form. Hans Sorg skjuler sig i Spogs fornemme Jucognito,
hans Glæde er indhyllet i Klageskrig. Snart er han paa Veien
S. Kierkegaard xlll 25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
