Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
399
sredsstillet, om jeg end var en Gud i hedensk Forstand, for hvem
Alt skjælvede, hvis Vredes Jld kunde fortære Alt, saa nod jeg
dog i Hevnen mig selv kun egoistisk, min Nydelse var kun en ud-
vortes Uendelighed, og det eensoldigste Menneske, der ikke lod
Hevnen rase, men beherskede sin Vrede, var langt nærmere ved
at have overvundet Verden, og forst han nød sig selv i Sandhed,
først han havde indre Uendelighed, først han levede poetisk.
Ville vi fra dette Standpunkt betragte det Liv, der i Lucinde
fremstilles som et poetisk Liv, saa ville vi indrømme det al mulig
Nydelse, men et Prædicat vil man dog vel ikke nægte os Ret
til at bruge derom, at det er et uendeligt feigt Liv. Saafremt
man nu ikke vil paastaae, at det at være feig er identisk med det
at leve poetisk, saa turde det være muligt, at dette poetiske Liv
viser sig temmeligt eller rettere sagt aldeles upoetiskz thi
at leve poetisk vil ikke sige at blive sig selv dunkel, at udsvede
sig selv i en modbydelig Lummerhed, men det vil sige, at blive
sig selv klar og gjennemsigtig, ikke i endelig og egoistisk Tilfreds-
hed, men i sin absolute og evige Gyldighed. Og hvis det ikke
er muligt for ethvert Menneske, saa er Livet Galenskab, og
saa er det en magele Dumdristighed af den Enkelte, om han
end var den meest Begavede, der har levet i Verden, at ind-
bilde sig, at ham var det forbeholdt, der var nægtet alle Andre;
thi enten er det at være Menneske det Absolute, eller hele Livet
er Nonsens, og Fortvivlelse det Eneste, der venter Enhver,
der ikke er afsindig, ikke ukjærlig og stolt, ikke fortvivlet nok til
at troe, at han er den Udvalgte. Man skal derfor ikke indskrænke
sig til at afdeclamere nogle Moralia mod den hele Stræben,
som siden Lucinde, ofte med meget Talent, ofte bedaarende
nok, har paataget sig ikke at veilede men at vildlede Folk; men
man skal ikke tillade den at indbilde sig selv og Andre
at den er poetisk, eller at det er ad den Vei man skal opnaae
det, som ethvert Menneske har en uafviselig Fordring paa ——
at leve poetisk,
Men vi vende tilbage igjen til Julius og Lisette. Lisette
ender sit Liv, som hun havde begyndt det, idet hun suldforer,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
