Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
389
siger, at Christendommen ikke mere er til, prædiker mod en Tilsloring og
Forvanskning af Christendommen. Den ærede Forslagsstiller har ikke over-
seet denne Selvmodsigelse, men forudsat — hvad han maatte forudsætte
for at kunne stille sit Forslag — at den lod sig hæve derved, at Dr. K. tilbage-
kaldte eller dog væsenlig indskrænkede sine stærke Ord om, at Christendommen
ikke mere er til, og at han selv forholder sig til den saakaldte Christenhed kun
som et afgjort Politi-Talent; og visselig, vilde han gjøre en saadan Jndrom-
melse, aflægge en saadan Bekjendelse, da vilde ved denne hans Tilbagegang
Sagen kunne rykke et godt Skridt fremad; men ligesom jeg ikke troer, at et
fornyet Studium af det Nye Testamente vil fore Dr. K. til en saadan ønskelig
Tilbagegang, saaledes troer jeg heller ikke, at han, dersom han paa anden
Maade vandt den dertil fornodne christelige Erkjendelse og kirkelige Orien-
tering, vilde soge den reiste Sag afgjort ved at efterkomme den til ham rettede
Opfordring. Sagen kræver nemlig, som alt bemærket, en kirkelig Afgjorelse.
Dr. K. har ikke alene modsagt sig selv, men han har modsagt Herren, der har
lovet sin Menighed et evigt Liv med Seir over Morkets Magter; han har
ikke blot som en Bodsprædiker revset den lnnkne Christenhed, men han har
forkastet det af Herren salvede evige Sandhedsvidne, fornegtet hans »hellige
almindelige Kirke«. Men da maa han finde sig i, at Herrens Menighed lader
hans hoie Raab udenfor uændset og kun lukker Kirkedoren for ham, naar han
bliver altfor nærgaaende og hoirostet, medens den forøvrigt trostig bliver
ved at synge sine Psalmer, at bede sit Fadervor, at læse sin Bibel, at hore
Guds Ords Prædiken og at leve af sin Herres Sacramenter, uden at indlade
sig paa at fore Bevis for sin Tilværelse, et Bevis, som kun den Helligaand
kan fore med Sandhedens og Livets Klarhed og Kraft, som han — Gud
være lovet! — hidtil har fort det og forer det paany hvert Kirkeaar.
Dr. K. staaer udenfor Christi Kirke ved Klippens Fod og læser i det
Nye Testamente, indtil Synet forgaaer ham. Da begynder han at præke
om, at Kirken er forsvunden, thi han seer den ikke mere. Og Folk derude og
dernede, som gjerne onskede, at det var sandt, stromine til og lytte med Be-
gjærlighed, men nære dog en hemmelig Frygt for, at den sære Mand med
de underlige Fagter og de morke Taler, der, skjont han holder Ligprcediken
over Christenheden, dog ingenlunde vil gjore fælles Sag med Verden, skal
give sig til at læse over den nedslagne Kirke og faae den til at reise sig igjen.
Hvad disse frygte for, haabe Andre, som hidtil have havt et godt Øie til Kirken,
og, skjont de ikke have villet gaae derind, dog nodig see den synkei Grus.
Men medens der saaledes læses og prækes, frygtes og haabes udenfor, staaer
Herrens Kirke grundfast paa Klippen — en Kjendsgjerning, som
atter og atter skal paavises ved Kirkens levende Vidnesbyrd (hvorved, i Forbi-
gaaende sagt, ogsaa den hellige Skrift faaer sin Besegling), men aldrig bevises
ved en theologisk Undersøgelse — og hans Menighed lever derinde af hans
Naademidler under hans Aands Tugt og Pleie og oplives hvert Aar med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
