Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
men det er jo netop den allerdybeste Profanation af Elskovens
evige Magt. Det er jo Fortvivlelse. Hvordan Du vender
og dreier Dig deri, maa Du tilstaae, at Opgaven er den, at
bevare Kjærligheden i Tiden. Er dette umuligt, saa er Kjær-
lighed en Umulighed. Det, der gjør Din Ulykke, er, at Du
sætter Kjærlighedens Væsen ene og alene i disse synlige Tegn.
Skal disse nu gjentages atter og atter og vel at mærke med
en sygelig Reflexion over, om de bestandig have den Realitet-
som de havde ved det tilfældige Accedents, at det var første
Gang, saa er det intet Under, at Du ængstes, og at Du hen-
forer disse Tegn og »Gestikulationer« til de Ting, om hvilke
man ikke tør sige: decies repetita plaoebuntz thi naar det,
der gav dem Værdi, var Bestemmelsen af den første Gang,
saa er en Gjentagelse jo en Umulighed. Men den sunde Kjær-
lighed har et ganske andet Ge·halt, den udarbeider i Tiden,
og vil derfor ogsaa være i Stand til at forynge sig i disse
ydre Tegn, og har, hvad der er mig Hovedsagen, en ganske
anden Forestilling om Tid og om Betydningen af Gjentagelse.
J det Foregaaende har jeg udviklet, at den ægteskabelige
Kjærlighed har sin Strid i Tiden, sin Seier i Tiden, sin Vel-
signelse i Tiden. Jeg betragtede da Tiden blot som simpel
Progression, nu skal det vise sig, at den ikke blot er en simpel
Progression, hvori det Oprindelige bevares, men en voxende
Progression, hvori det Oprindelige tiltager. Du, som har
saa megen Observation, vil vist give mig Ret i den almindelige
Bemærkning at Menneskene dele sig i to store Classen De
som sremherskende levei Haabet, og De som sremherskende
leve i Erindringen. Begge Dele antyde et urigtigt Forhold
til Tiden. Det sunde Individ lever paa eengang baade i Haa-
bet og i Erindringen, og først derved faaer hans Liv sand,
indholdsrig Continueerlighed. Han har altsaa Haabet, og vil
derfor ikke, som de Jndivider, der blot leve af Erindring, til-
bage i Tiden. Hvad gjør altsaa Erindringen for ham; thi
nogen Indflydelse maa den dog vel have? Den sætter et Kors
paa Øieblikkets Node, jo længere den gaaer tilbage, jo oftere
Gjentagelse, desto flere Kors. Naar han saaledes i det nær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
