Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
dens Apoftat, der gaaer Kjodets Gang. Dette er Digternes
Mening, og medens det atter og atter gjentages-, at hver Tid
har sin Faust, gaaer dog den ene Digter efter den anden ufor-
trgden hen ad den slagne Landevei. Lad os foretage en lille For-
andring. Faust er Tvivleren see-S kxoxyix men han er en sym-
pathetisk Natur. Selv i Goethes Opfattelse af Faust savner jeg et
dybere psychologisk Jndblik i Tvivlens hemmelige Samtaler med
sig selv. J vor Tid, da jo Alle have oplevet Tvivlen, har endnu
ingen Digter gjort noget Skridt dertil. Jeg tænker da ogsaa,
at jeg gierne kunde byde dem kongelige Obligationer at skrive
paa, for at skrive alt det Meget, de i denne Henseende have
oplevet — de skrev neppe mere end hvad der kunde rummes paa
den forreste Margen.
Kun naar man saaledes bøiet Faust ind i sig selv, kun da
kan Tvivlen tage sig poetisk ud, kun da opdager han egentligt
kan skrive en usynlig Skrift paa den, han veed, at naar en Qvinde slaaer
efter ham med Viften, da er det fordi hun har forstaaet ham, han veed
ubedragelig Besked om, hvorledes Latteren sniger sig ind og boer skjult-
i et Menneske, og naar den engang har taget Bolig, sidder paa Luur
og venter. Lad os tænke os en saadan Ariftophanes, en saadan Voltaire
lidt forandret; thi han er tillige en sympathetisk Natur, han elsker Til–
værelsen, han elsker Menneskene og han veed, at om end Latterens For-
dommelse maaskee vil opdrage en frelst ung Slægt, saa vil der i den
samtidige gaae en Mængde Mennesker til Grunde. Han tier da, og
glemmer saavidt muligt selv at lee. Men tør han tie. Maaskee er der
Adskillige, der slet ikke forstaae den Vanskelighed, om hvilken jeg taler.
De mene nok, at det var en beundringsværdig Høimodighed at tie. Dette
er slet ikke min Mening, thi jeg mener, at enhver saadan Natur, hvis-
han ikke har havt Høimod til at tie, er en Forræder mod Tilværelsen
Jeg fordrer da altsaa denne Hvimodighed af ham ; men naar han har
den, tør han saa tie. Ethiken er en farlig Videnskab, og det var vel
mueligt, at Ariftophanes, vestemmet reen ethifk, har besluttet sig til at
lade Latteren dømme den forvildede Tid. LEfthetisk Høimod kan ikke
hjælpe; thi paa den Conto vover man ikke Sligt. Skal han tie, saa maa
han ind i Paradoxet. —- Endnu et Anlæg vil jeg antyde, at f. Ex. et
Menneske eier en Forklaring af en Heros’s Liv, der paa en sørgelig
Maade forklarer dette, og dog hviler en heel Samtid absolut trygti
denne Heros, uden at ahne noget Saadant.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
