Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
dyssende Murmlen! Du mit lykkeligere Selv, Du flygtige Liv,
der boer i den Bæk, der løber forbi min Faders Gaard, hvor
jeg ligger henstrakt, som var min Skikkelse en nedlagt Vandrings-
stav, men jeg er frelst og frigjort i den vemodige Rislenl — Saa-
ledes laae jeg i min Loge, bortkastet som en Badendes Klæder,
henstrakt ved den Latterens og Kaadhedens og Jubelens Strøm,
der ustandselig brusede mig forbi; jeg kunde Jntet see uden The-
atrets Rum, Jntet høre uden Larmen, hvori jeg boede. Kun
engang imellem reiste jeg mig op, saae paa Beckmann og loe mig
saa træt, at jeg af Mathed atter hensank ved den brusende Flods
Side. Allerede dette var saligt, og dog manglede mig Noget.
Da opdagede jeg i det Øde, jeg overalt saae om mig, en Skikkelse,
der glædede mig mere, end Fredag glædede Robinson. J en
Loge ligeoverfor mig sad en ung Pige paa tredie Bænk, halv-
skjult af en ældre Herre og Dame, der sad paa første Bænk
Den unge Pige var neppe i Theatret for at blive seet, som man
da i dette Theater i det Hele er fritagen for disse modbydelige
qvindelige Præsentationer. Hun sad paa tredie Bænk, hendes
Paaklædning var simpel og tarvelig, næsten huuslig. Hun var
ikke svøbt i Sobel og Maar, men svøbt i et stort Tørklæde, og ud
af dette Svøb bøiede hendes ydmyge Hoved sig, ligesom den øver-
ste Klokke paa en Lilliekonvals Stengel bøiet sig ud af det store
Blads Svøb. Naar jeg da havde seet paa Beckmann, havde
ladet Latteren gjennemryste hele mit Legeme, naar jeg hensank
i Mathed og nu lod mig bære bort paa Jubelens og Lystighedens
Strøm, og jeg steg op af Badet og vendte tilbage til mig selv,
da søgte mit Øie hende, og Synet af hende vederqvægede hele
mit Væsen med sin venlige Mildhed. Eller naar i Possen selv
en mere pathetisk Følelse brød frem, da saae jeg paa hende, og
hendes Væsen gav mig Hengivelse deri, thi hun sad under det
Alt sammen hvilende i sig selv med sit stille Smiil i barnlig For-
undring. Hun kom der, ligesom jeg, hver Aften. Stundom faldt
jeg da hen i Tanker, hvad der vel kunde foranledige det, men og-
saa disse Tanker bleve kun Stemninger, der søgte over til hende,
saa jeg et Øieblik syntes, hun maatte være en Pige, der havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
