Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
lidt meget og nu svøbte sig ganske tæt ind i sit Shavl og ikke vilde
have mere med Verden at gjøre, indtil da Udtrykket i hendes Mine
forvissede mig om, at hun var et lykkeligt Barn, der trak Tør-
klædet saa tæt sammen, for ret at gotte sig. Hun anede ikke,
at hun var seet, end mindre at mit Øie vogtede paa hende; det
havde ogsaa været en Synd mod hende, og værst for mig selv;
thi der er en Uskyldighed, en Ubevidsthed, som selv den reneste
Tanke kan forstyrre. Selv opdager man ikke Sligt, men betroer
Eens gode Genius Een, hvor en saadan oprindelig Skjulthed døl-
ger sig, da fornærme man dog ikke denne, og bedrøve ikke sin
Genius. Havde hun blot anet min stumme halvforelskte Glæde,
da var Alt fordærvet og ikke til at erstatte, ikke ved hele hendes
Kjærlighed Jeg veed, hvor der nogle Mile fra Kjøbenhavn
boer en ung Pige; jeg kjender den store skyggefulde Have med
de mange Træer og Buske. Jeg veed, hvor der et lille Stykke
derfra ligger en Skrænt, bevoxet med Krat, fra hvilken man kan
skue ned i Haven, selv skjult af Krattet. Jeg har ikke betroet det
til Nogen, end ikke min Kudsk veed det; thi ham bedrager jeg ved
at stige ud noget derfra, og gaae til Høire istedetfor til Venstre.
Naar da min Sjæl er søvnløs, og Synet af min Seng ængster
mig mere end en Torturmaskine, mere end den Syge frygter
Spændesengen, da kjører jeg hele Natten. Tidlig om Morgenen
ligger jeg i Krattets Skjul. Naar da Livet begynder at røre sig,
naar Solen slaaer Øiet op, naar Fuglen ryster sin Vinge, naar
Ræven lusker frem af sin Hule, naar Bondemanden staaer i
sin Dør og skuer ud over Marken, naar Malkepigen gaaer med sin
Spand ned i Engen, naar Høstkarlen lader Leen klinge og forly-
ster sig ved dette Forspil, der bliver Dagens og Gjerningens Om-
qvæd, — da kommer ogsaa den unge Pige frem. Hvo der kunde
sove! Hvo der kunde sove let! saa Søvnen selv ikke blev en tungere
Byrde end Dagens! Hvo der kunde staae op fra sit Leie, som
havde der Jngen hvilet paa det, saa Leiet selv var køligt og lif-
ligt og vederqvægende at see til, som havde den Sovende ikke
hvilet paa det, men kun bøiet sig over det, for at lægge Alt til
Rette! Hvo der kunde døe saaledes, at selv Eens Dødsleie i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
