Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
det er et kort Ord, men for Job betegnede det saa saare Meget;
thi Jobs Hukommelse var ikke saaledes kort, og hans Taknemlig-
hed ikke glemsom. Da hvilede Taknemligheden i hans Sjel med
sit stille Veemod, han tog en mild og venlig Afskeed fra det Alt
sammen, og i denne Afskeed forsvandt det Alt som en skjøn Erin-
dring, ja det syntes, som var det ikke Herren, der tog det, men
Job, der gav ham det tilbage. Jdet derfor Job havde sagt, Herren
gav, da var hans Sind vel forberedt til at tækkes Gud ogsaa
ved det næste Ord: Herren tog.
Maaskee var der Den, der paa Sorgens Dag ogsaa mindedes,
at han havde seet glade Dage; da blev hans Sjel end utaal-
modigere. ,,Havde han aldrig kjendt Glæden, da skulde Smerten
ikke have overvundet ham, thi hvad er dog Smerte andet end
en Forestilling, som den ikke har, der ikke kjender andet, men nu
havde Glæden jo netop dannet og udviklet ham til at fornemme
Smerten.« Da blev til hans egen Fordærvelse Glæden hos ham,
den var aldrig tabt, men kun savnet, og fristede ham i Savnet
mere end nogensinde. Hvad der havde været hans Øies Lyst, det
begjerede Øiet atter, og Utaknemligheden i ham straffede ved at
foregogle det skjønnere end det nogensinde havde været; hvad
hans Sjel havde frydet sig ved, det tgrstede den nu efter, og Utak-
nemligheden straffede ved at udmale ham det end lysteligere end
det nogensinde havde været; hvad han engang havde formaaet,
det vilde han nu atter formaae, og Utaknemligheden straffede
med Drømmebilleder, som aldrig havde havt Sandhed. Da for-
dømte han sin Sjel til levende at udhungres i Savnets aldrig
mættede Higen. — Eller der vaagnede en fortærende Lidenskab i
hans Sjel, at han end ikke havde nydt de glade Dage paa den
rette Maade, udsuget al Sodme af deres vellystige Overflod.
Dersom der nu blot maatte forundes ham en føie Stund, dersom
han maatte faae sin Herlighed igjen blot en kort Tid, at han
kunde mætte sig paa Glæden og derved vinde Ligegyldighed
mod Smerten. Da hengav han sin Sjel til en brændende Uro,
han vilde ikke tilstaae sig selv, om den Nydelse, han begjerede,
da var et Menneske værdig, om han ikke snarere maatte takke
S. Kierkegaard N. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
