Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
neske, som den er den Eneste, der i Sandhed vil et Menneske
det vel. Strax fornemmer Ungdommen det ikke, saa længe
den kun har Ore for Utaalmodigheden, der i dyb Underkastelse
indsmigrer Onsket, da er det forgjevesz men naar den Unge
bliver lidt bekymret, da staaer Taalmodigheden hos. Er dens
Ord end ikke Smigrens Tale, hvad den siger er dog ubeskrive-
ligt trøstende. ,,Jntet Menneske kan lægge en Alen til sin Væxt,
om det end bekymrede ham; intet Menneske kan tage, hvad
ham ikke blev givet." Er dette ikke overbevisende for alle Tider,
og mod alle Tvivl; kan dette Ord ikke blive hos Een i Glæde
og Sorg, er det ikke stærkt til at bevare et Menneske hans Sjel.
Og synes Talen end at ville afluge Ønskernes Frodighed, er
det da for at tilintetgjøre Sjelen, eller er det ikke for at bevare
den, for at den ved Taalmodighed maa blive til hvad den er,
og fortrøste sig til at vorde hvad den er. Eller siger Taalmo-
digheden spottende til et Menneske, at Ingen formaaer at lægge
en Alen til sin Væxt, som vilde den lade ham føle, hvor lille
han er og hvor afmægtig. O! langtfra Taalmodigheden er dette,
som jo endog veed at gjøre Vebreidelsen saa mild; ,,om det
end bekymrede ham« siger den, hvormed den jo tillige siger
saa skaansomt som muligt, at egentligen burde det ikke bekymre
ham. Taalmodigheden opdager Faren, og Faren vilde netop
være, om et Menneske formaaede at opnaae Noget ved saaledes
at ønske; thi da var det umuligt at frelse ham; og Faren
er netop, at det skulde være bedre paa den Maade at blive det
Store; thi da var Livet uden Betydning og uden Sandhed.
Taler maaskee Taalmodigheden med Forstandens kolde Bereg-
ning, at det gavner til Intet, og derfor maa man aflade med
at ønske. Ingenlunde, den taler ei om Opfyldelsen og Ikke-
Opfyldelsen af Ønsketz thi, siger den, selv om Onsket blev op-
fyldt, var det et Tab for Mennesket, han vilde tabe det Bedste,
det Helligste, at være saaledes som Gud har bestemt ham at
være, hverken større eller mindre. Lader os derfor ikke forstyrre
med, hvorledes Spotten eller Klogskaben eller Mismodet vilde
advare mod Ønsket, men opbygges ved Taalmodighedens Ad-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
