Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
lighed, der er Forventningens Gjenstand; i Forhold til det
Evige er det ligesaa skjønt som det er vift, at Utaalmodigheden
altid er usand.
Der er i Verden grublet og grundet og efterforsket og be-
regnet og talet Meget om Forventningen, og Opfyldelsens
Forhold til den; thi Forventningen er jo en Sag, der paa saa
mange Maader angaaer ethvert Menneske. Dog lader al den
Viisdom, som kun vil være jordisk klog paa Forventningen,
hvor vidtløftig denne Viisdom end er fra Slægt til Slægt,
sig sammenfatte i et eneste Ord, hvilket Evigheden ikke forstaaer
og ikke kjender. Ordet bliver forskjelligt, eftersom den Talende
er, men Ordet bliver dog det samme. Den Fortvivlende op-
giver i dette Ord sin Sjelz den Bekymrede gjentager det atter
og atter, finder Lindring i at høre det velvilligt og deeltagende
sagt af en Anden; den Trodsige, der glemmer Gud, mener med
dette Ord at kunne spotte Alt baade i Himlen og paa Jorden,
baade den Lykkelige og den Ulykkelige; den Kløgtige kaster det
ordknap hen og mener dog at sige meget; den Letfindige faaer
end ikke Tid at lade Forstanden tvetyde det, af Glæde over
Ordet —- det er det Ord: maaskee. Vi vide ikke, om der nogen-
sinde har været en alvorligere Tid, der ikke kjendte dette Ord,
men hvilede i Evighedens Forvisning om, at det maa skee;
vi vide ikke om en utaalmodigere Slægt, ved hurtigere og hur-
tigere at gjentage den evige Forventnings Udtryk, selv dannede
Utaalmodighedens korte, hastige, iilfærdige, letsindige, over-
modige, kløgtige, trøstesløse Maaskee. Vel Den, der, som Anna,
da den jordiske Forventning skuffede, med Gud hengivent Sind,
høitideligen, som Evighedens Sprog er det, tillidsfuld, som
Evighedens Forventning er det, sagde: det maa skee; vel Den,
der meget bedaget, ved sit fire og firfindstivende Aar sagde:
det maa skee.
Af vort forelæste Evangelium erfare vi, at Anna ikke veeg
fra Templet, tjenende Gud med Fasten og Beden Nat og Dag;
at hun traadte til i den samme Stund (da Barnet bragtes op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
