Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
ventningens Virkelighed uddøer. — En saadan Forventende
kan ikke mætte og nære sin Forventning med Sandsynligheder
og Beregninger; thi kun i Taalmodighed træder han i Forhold
til Forventningen, og denne begynder netop, naar Sandsynlig-
heden er flygtende. Sandsynlighed er imidlertid kun en svige-
fuld Fordeel fremfor den Forventning, der ingen har. Snart
kommer man Opfyldelsen tilsyneladende nær, ja ganske nær;
pludselig fjerner den sig. Taalmodigheden derimod henstiller
sin Forventning til Gud, og er derfor altid Opfyldelsen lige
nær, hvor daarligen dette end synes den jordiske Forstand. —
En saadan Forventende kan ikke ved en dorsk Sløvhed skuffe
sig selv; som var dette Taalmod, naar han, som han gjorde Mt
af Vane, nu ogsaa var bleven vant til at beskæftige sig med sin
Forventning, uden at dens Bekymring vakte hans Sjel. Nei,
Den, der forventer, hvad der i Sandhed vedkommer ham, han
kan ikke blive ligegyldig derved, thi da fatter han ikke mere, at
det i Sandhed vedkommer ham, og da forventer han jo heller
ei, hvad der i Sandhed vedkommer ham; sløvet i Vane kan han
ikke blive, da han jo bestandig kun er lige nær ved Opfyldelsen.
—- Den sande Forventende, han omgaaes dagligen med sin
Forventning Den staaer tidligere op om Morgenen end han
selv, er tidligere paa Færde, den slumrer sildigere ind om Afte-
nen end han selv, thi det indvortes Menneske, hvilket Forvent-
ningen tilhører, behøver ikke saa megen Søvn som det Udvortes.
Hans Bekymring er daglig den samme, fordi hans inderste
Liv i ethvert Øieblik er ham lige vigtigt. Dog fortærer han ikke
fin Sjel i Utaalmodighed, men i Taalmodighed bringer han
sin Forventning frem, i Taalmodighed offrer han den, ved at
henstille den til Gud.
Er denne Tale om Taalmod og Forventning maaskee
dunkel, nu saa ville vi prise Anna og holde os til hende, hun
gjør Forstaaelsen ingen Vanskeligheder Hun var en Enke paa
fire og firsindstyve Aar, som ikke veeg fra Templet, tjenende
Gud med Fasten og Beden, Nat og Dag, hun bevarede sin
Forventning ,,i al Taalmodighed og Langmodighed med Glæde«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
