Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221
stundom hendes Sjel forbi som Døden over Graven: hvad var
da Elskovens Herlighed! Da var hun jo lykkeligere, om hun
var bleven i sit Skjul, elsket af den Jævnlige, nøisom i den
ringe Hytte, men frimodig i sin Kjærlighed, og freidig, aarle
og silde. Hvilken rig Overflod af Sorg staaer ikke her ligesom
modnet, næsten segnende under sin Frugtbarheds Vægt, blot
ventende paa Høstens Tid, da Kongens Tanke skal tærske al
Bekymringens Sæd ud deraf. Thi om Pigen end var fornøiet
med at blive til Intet, Kongen kunde det ikke tilfredsstille, netop
fordi han elskede hende, og fordi det var ham tungere at være
hendes Velgjører end at tabe hende. Og hvis hun nu end ikke
kunde forstaae ham; thi naar vi tale daarligen om det Menne-
skelige, da kunne vi jo antage en Aandens Forskjellighed, der
gjør Forstaaelsen umulig — hvilken dyb Sorg slumrer dog ikke
i denne ulykkelige Elskov, hvo tør kalde paa den? Dog et Men-
neske skal ikke lide den; thi ham ville vi henvise til Socrates,
eller til hvad der i en endnu skjønnere Forstand formaaer at
gjøre de Ulige —Lige.
Dersom nu Øieblikket skal have afgjørende Betydning
(og uden dette vende vi tilbage til det Socratiske, om vi end
mene at gaae videre), er den Lærende i Usandheden, ja er der
ved egen Skyld — og dog er han Gjenstand for Gaden-3 Kjær-
lighed, der vil være hans Lærer, og Gudens Bekymring er,
at faae Ligheden tilveiebragt Kan denne ikke tilveiebriiiges,
da bliver Kjærligheden ulykkelig og Underviisningen uden Be-
tydning, fordi de ikke kunne forstaae hinanden. Man mener
vel at dette kan være Guden ligegyldigt, da han ikke behøver
den Lærende, men man glemmer, eller rettere, ak, man beviser,
hvor langt det er fra, at man forstaaer ham; man glemmer:
han elsker jo den Lærende. Og som hiin kongelige Sorg kun
sindes i en kongelig Sjel, og Mængden af Menneskers Sprog
slet ikke nævner den, saaledes er det ganske menneskelige Sprog .
saa selvkjærligt, at det ikke vil ane en saadan Sorg. Men der-
for forbeholdt Guden sig den, denne uudgrundelige Sorg, at
han veed, at han kan støde den Lærende fra sig, kan undvære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
