Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237 —
reservatio Hvale som vi have paaviist, at Tilværelsen selv as
Beviset fremgaaer ved et Spring), han beviser i Mangel heraf
noget Andet, Noget, som stundom maaskee end ikke behøvede
et Beviis, og i ethvert Fald aldrig noget bedre; thi Daaren
siger i sit Hjerte, der er ingen Gud; men Den, som siger i sit
Hjerte eller til Menneskene: bliv nu blot lidt, saa skal jeg bevise
det, o, hvilken sjelden Viis er han ikke!-!«) Er det ikke i Øieblik-
ket, da han skal begynde Beviset, accurat lige uafgjort om
Guden er til eller ikke, saa beviser han det jo ikke; og er det
saaledes i hiin Begyndelse, saa kommer han aldrig til at
begynde, deels as Frygt for at det ikke skal lykkes, da Guden
maaskee ikke er til, og deels fordi han Jntet har at begynde med.
—- J Oldtiden har man vist neppe givet sig af med Sligt. Socra-
tes idetmindste, der jo, som det hedder, fremsatte det physico-
teleologiske Beviis for Guds Tilværelse, bar sig ikke saaledes ad.
Han forudsætter bestandigt, at Guden er til, og under denne
Forudsætning søger han at gjennemvirke Naturen med Hen-
sigtsmæssighedens Tanke. Dersom man vilde have spurgt ham,
hvorfor han bar sig saaledes ad, da vilde han vel have forklaret,
at han ikke havde en saadan Courage, at turde vove sig ud paa
slig Opdagelses-Reise, uden at have dette sikkret bagved sig, at
Guden var til. Paa Gudens Ord kaster han ligesom Garnet
ud for at fange Hensigtsmæssighedens Tanke; thi Naturen selv
hitter paa mange Skrækkemidler og paa mange Udflugter for
at forstyrre.
Forstandens paradoxe Lidenskab støder da bestandig an mod
" dette Ubekjendte, som vel er til, men ogsaa ubekjendt, og for-
saavidt ikke er til. Videre kommer Forstanden ikke, dog kan
den ikke i sin Paradoxi lade være at komme dertil og at beskæf-
tige sig dermed; thi at ville udtrykke sit Forhold til det saaledes,
at hiint Ubekjendte ikke er til, gaaer ikke an, da dette Udsagn
netop involverer et Forhold. Men hvad er da dette Ubekjendte;
thi at det er Guden betyder os jo kun, at det er det Ubekjendte?
zk) Hvilket fortræffeligt Sujet for den vanvittige Comikl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
