Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
389
Vanskeligheden er vistnok ikke at ,,gaae videre« end Plato, at
ignorere den, fromt bedragende Tænkningen, for at faae Specu-
lationen flot og Bevægelsen i Logiken i Gang, er at behandle
Speculationen som et temmelig endeligt Anliggende. Dog
det Ikke-Værende, han er selv et Ikke-Værende, og saaledes bliver Begrebet
og Exemplet til paa eengang i den Krig, i hvilken Sophisten bekriges, og
som ender med, ikke at han tilintetgjøres, men at han bliver til, hvilket er
det værste for ham, det nemlig, at han trods sin Sophistik, der formaaer at
gjøre ham usynlig ligesom Mars’s Rustning, dog maa her frem. J den nyere
Philosophie er man slet ikke kommen væsentligen videre i Opfattelsen af
det Ikke-Værende, og det uagtet man mener sig at være christelig. Den græ-
ske Philosophie og den moderne er stillet saaledes-: Alt dreier sig om, at faae
det Ikke-Værende til at være til; thi at faae det bort og til at forsvinde synes
saa saare let. Den christelige Betragtning er stillet saaledes: det JkkEBcerende
er til overalt som Intet, hvoraf der skabtes, som Skin og Forfængelighed,
som Synd, som Sandseligheden fjernet fra Aanden, som Timeligheden glemt
af Evigheden, derfor gjælder Alt om at faae det bort for at faae det Værende
frem. Kun i denne Retning er Begrebet Forsoning opfattet historisk rigtigt
i den Forstand, i hvilken Christendommen bragte det ind i Verden. Er Op-
fattelsen i modsat Retning (Bevægelsens Udgang fra at det Ikke-Værende
ikke er til) saa har man forflygtiget Forsoningen og vendt Vrangen ud deraf.
— Det er i ,,Parmenides« at Plato fremsætter ,,Øieblikket«. Denne Dialog
beskæftiget sig med at eftervise Modsigelsen i Begreberne selv, hvilket Socra-
tes udtrykker paa saa bestemt en Maade, at det just ikke geraader hiin gamle
græske, skjønne Philosophie til Skam, men vel kan tjene til at beskæmme
en nyere broutende Philosophie, der ikke som den græske gjør store Fordringer
til sig selv, men til Menneskene og deres Beundring. Sokrates bemærker,«
at det ikke var vidunderligt, om Een kunde eftervise det Modsigende (w
kommen-) om en enkelt Ting, der participerer i det Forskjellige, men hvis
Een var istand til at vise Modsigelsen i Begreberne selv, det var at beundre.
ars-P A eS Semi- 5:-, arm- rorsro nan anockksxxr za- au ra nok-la eft-
sxz rovw ycky Baqurrwzmm sem Most Tan- taan iimrrrrwy afsavrwsn
§ 129. B. 0.). Fremgangsmaaden er imidlertid den experimenterende
Dialektik. Man antager, at Eenheden (To sy) er og at den ikke er, og viser
nu, hvad der deraf vil følge for den selv og for det Øvrige. Øieblikket viser
sig nu at være dette underlige Væsen (mo»m-, det græske Ord er het ypper-
ligt), der ligger mellem Bevægelse og Ro uden at være i nogen Tid, og til
dette og ud af dette slaaer det Bevægende om i Ro, og det Hvilende i Bevis
gelse. Øieblikket bliver derfor Overgangs-Kategorien overhovedet Fremtion
thi Plato viser, at paa iamme Maade er Øieblikket ogsaa i Forhold til Over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
