Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
jeg det er bedst, at tænke mig den som en usynlig Røst, der lyder
til Een, som var det fra Eens Indre, uagtet det er fra Skyerne,
som taler saa menneskeligt til Een, uagtet dens Tale er guddom-
melig, saa mildt og venligt, at det er en Vellyst at høre paa
den, thi Philosophien er altid venlig, det er kun Philosopheme,
der ere ,,böse.« «mtrent saaledes talede den til mig: ,,Du er i
en Misforstaaelse, Dig er det ikke forundt at forstaae mig; dog
derfor bør Du ikke vredes paa mig, thi jeg er ikke den, som skaber
Mennesket; Du formaaer ikke at fatte mig. Dette siger jeg ikke
for at krænke Dig, selv om Du var det eneste Menneske, der
var for indskrænket dertil, mit stille, fredelige, salige Liv krænker
Jngenz men Du er ikke den Eneste; hvad der gjælder om Dig,
det gjælder om mange Andre, ja det gjælder om Mængden af
Mennesker, hvilken Du tilhører Jeg er kun for de Udvalgte,
for dem, der tidlig bleve mærkede i deres Vugge; og for at disse
skal tilhøre mig, fordres der Tid og Flid og Leilighed, begeistret
Kjærlighed, Høimodighed til at vove at elske haabløst, Forsagelse
af Meget, som andre Mennesker ansee for skjønt, og som ogsaa
saaledes er det. Den, hos hvem jeg finder dette, ham lønner
jeg ogsaa med Jdeens Kys, jeg gjør Begrebets Omfavnelse
frugtbar for ham; jeg viser ham, hvad det jordiske Øie ønsker,
at see Græsset groe, det viser jeg ham i en langt høiere Verden,
der lader jeg ham forstaae og see, hvorledes Tankerne groe i
hinanden fyldigere og fyldigere; hvad der er adsplittet i Spro-
genes Mangfoldighed, hvad der overalt er tilstede i den Een-
foldigstes som i den Kløgtigstes Tale, det er samlet her og voxer
sin stille Væxt. For Dig kan jeg ikke vise mig, af Dig kan jeg
ikke elskes, troe ikke, at det er fordi jeg er for stolt, Nei! men mit
Væsen fører det saaledes med sig. Farvel! Fordre ikke det Umulige;
priis Guderne for, at jeg er til; thi om Du end ikke fatter mit
Væsen, der er dog de, der fatte det; glæd Dig da over, at de
Lykkelige blive lykkelige, gjør det og Du vil ikke fortryde det.«
Saaledes fornam jeg dens Tale. Derpaa gjensvarede jeg, idet
jeg af Ærbødighed for dens ophøiede Væsen søgte at føie mine
Ord saa godt som muligt, saaledes: »Hvert Ord, Du haver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
