- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Sjette Bind /
39

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

39

hinanden. Kun Victor stod noget afsondret, hensjunken i sig selv;
en Gysen gik ham gjennem Sjelen, han skælvede næsten; da
samlede han sin Sjel og hilste Varslet med disse Ord: J skjulte,
festlige, forføreriske Toner, der rev mig ud af en stille Ungdoms
klosterlige Eensomhed, og bedrog mig med et Savn, som var det
en Erindring, forfærdeligt, som hvis Elvira end ikke var bleven
forført, men kun havde begjeret det! Udødelige Mozart, Dig,
hvem jeg skylder Alt; dog Nei, endnu skylder jeg Dig ikke Alt.
Men naar jeg er bleven en Olding, hvis jeg nogensinde bliver
det, eller naar jeg er bleven 10 Aar ældre, hvis jeg nogensinde
bliver det, eller naar jeg er bleven gammel, hvis jeg nogensinde
bliver det, eller naar jeg skal døe, thi dette veed jeg dog, jeg skal,
da vil jeg sige: udødelige Mozart, Dig, hvem jeg skylder Lllt,
da vil jeg lade den Beundring, der er min Sjels første og dens
eneste, bryde frem af al sin Magt, lade den dræbe mig, hvad
den dog ofte har villet. Da har jeg beskikket mit Huus, da har
jeg betænkt min Elskede, da har jeg tilstaaet min Kjerlighed,
da har jeg ganske sandet, at jeg skylder Dig Alt, da tilhører jeg
Dig ikke mere, ikke Verden, men kun Dødens alvorlige Tanke!
—- NU lød fra Orchestret hiin Indbydelse, hvori Lysten jubler
høiest, svinger sig himmelstormende over Elviras smertelige
Taksigelse, og let apostropherende gjentog Johannes: viva la
liberta; — et veritas sagde det unge Menneske, men frem-
for Alt in vino afbrød Constantin dem, idet han selv tog Plads
ved Bordet og opfordrede de Andre dertil.

Hvor let er det ikke at gjøre et Gjestebud, og dog har Con-
stantin forsikkret, at han aldrig mere vilde vove det! Hvor let
er det ikke at beundre, og dog har Victor forsikkret, at han aldrig
vil give sin Beundring Ord, fordi et Nederlag er forfærdeligere,
end at blive Jnvalid i Krigen! Hvor let er det ikke at begjere,
naar man har en Ønskeqvist, og dog er det stundom forfærdeligere,
end at omkomme af Mangel!

De toge Plads ved Bordet. J samme Øieblik var det lille
Selskab midt ude paa Nydelsens uendelige Hav, som med et

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:45:41 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/6/0045.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free