- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Sjette Bind /
57

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

57

See! derfor har jeg forsaget al Elskov, thi min Tanke er mig
Alt. Er Elskov den saligste Lyst, saa forsager jeg den uden hverken
at ville fornærme eller misunde Nogen, betinger Elskov den
høieste Velgjerning, saa fornegter jeg Leiligheden dertil, men
min Tanke er frelst. Jkke er jeg uden Øie for det Skjønne, ikke
er mit Hjerte ubevæget, naar jeg læser Digternes Sange, ikke
er min Sjel uden Veemod, naar jeg hendrømmer i hiin skjønne
Forestilling om Elskov, men min Tanke vil jeg ikke være utro,
og hvad hjalp det, for mig er der dog ingen Salighed, hvor jeg
ikke har min Tanke frelst, hvor jeg, hvis jeg var der, vilde indtil
Fortvivlelse længes efter Tanken, som jeg ikke tør forlade for at
hænge fast ved en Hustru, da den er mig mit evige Væsen og altsaa
endnu mere værd end Fader og Moder og endnu mere værd
end en Hustru. Vel indseer jeg, at dersom Noget maa være
helligt, da Elskov, at dersom nogetsteds Troløshed er nedrig
da i Elskov, at dersom noget Bedrag er afskyeligt da i Elskov;
men min Sjel er reen, jeg har aldrig seet paa nogen Qvinde for
at begjere hende, jeg har ikke flagret ubestemt, indtil jeg iblinde
styrtede eller hensvimlede i det mest Afgjørende Dersom jeg
vidste hvad det Elskværdige er, saa vilde jeg med Vished vide,
om jeg ikke havde forskyldt at friste Nogen, men da jeg ikke veed
det, kan jeg kun med Bestemthed vide, at jeg ikke er mig bevidst
at have villet det. Sæt jeg gav mig hen, sæt jeg kom til at lee,
eller sæt jeg segnede under Forfærdelsen, thi mig er det umuligt
at finde den smale Vei, som de Elskende gaae paa saa let som
var det den brede, uforstyrret af alle Anfægtelser, som de vel
have tænkt, da vor Tid jo har gjennemtænkt Alt, og som en Følge
deraf let forstaaer, hvad jeg mener, at det at handle umiddelbart
er nonsens, og man altsaa maa have gjennemtænkt alle mulige
Reflexioner, inden man handler; — sæt jeg gav mig hen. Havde
jeg da ikke uopretteligt fornærmet den Elskede, hvis jeg loe, eller
ustandseligt styrtet hende i Fortvivlelse, hvis jeg segnede. Thi
dette indseer jeg vel, at en Qvinde ikke kan være saa gjennem-
reflekteret, og en Qvinde, der fandt Elskov comisk (hvad kun
Guder og Mænd kan finde den, og hvorfor Qvinden er en Fri-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:45:41 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/6/0063.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free