Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
stelse, der vil forlokke dem til at blive latterlige), vilde forraade
betænkelige Forkundskaber, og mindst forstaae mig, men en Qvinde,
der fattede Forfærdelsen vilde have tabt sin Elskelighed og dog
ikke forstaae mig, vilde være tilintetgjort, hvilket jeg ingenlunde
er, saa længe min Tanke frelser mig.
Er der Ingen, som leer! Da jeg begyndte med at ville tale
om det Comiske i Elskov, ventede J maaskee at komme til at lee,
thi J ere alle lattermilde, som jeg selv er en Ven af Latter, og
dog loe J maaskee ikke. Virkningen var en anden, og dog beviser
den netop, at jeg har talet om det Comiske. Er der Ingen, som
leer ad min Tale, nu vel saa leer lidt ad mig kjære Drikkebrødre,
det skal ikke forundre mig; thi hvad jeg leilighedsviis har hørt
Eder sige om Elskov, forstaaer jeg ikke — formodentligen ere
J Indviede!
Derpaa satte det unge Menneske sig ned, han var næsten
bleven skjønnere end før Maaltidetz nu sad han og saae hen for
sig uden at bekymre sig om de Andre. Johannes Forføreren
vilde strax til at gjøre Indvendinger mod det unge Menneskes
Foredrag, men blev afbrudt af Constantin, der advarede mod
Diseussioner og decreterede, at der nu blot maatte tales· J saa
Fald betingede Johannes sig, at være den, der talte sidst. Dette
gav igjen Anledning til en Strid om, i hvilken Orden de skulde
tale, hvilken Constantin atter standsede ved at tilbyde sig nu at
tale, mod at man anerkjendte hans Competence til at byde de
Andre at tale efter Tour.
Constantin talede saaledes.
Der er Tid til at tie, og der er Tid til at tale, nu synes
Tiden at være til at tale kort; thi vor unge Ven har talet Meget
og meget besynderligt Hans vis eamiea har bragt os til at
stride anaipiti proelio» thi hans Tale var ligesaa tvivlsom
som han selv er det, som han nu igjen sidder der: en raadvild
Mand, der ilke veed, om han skal lee eller han skal græde eller
han slal forelske sig. Ja havde jeg været forudvidende om hans
Tale, som han fordrer at være det om Elskov, saa havde jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
