Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360
en Vedtrrgt i den rhetoriske Form af det religieuse Foredrag.
Jeg tvivler ikke paa, at man finder det i de trykte Dispositio·
ner, og man hører det noksom, undtagen forsaavidt man hører
en Enkelt, der selv forsøgt, veed at tale, og veed hvorom han
taler. Skal der prædikes om at berede Herren Vei, saa er det
første Moment, at Enhver gjør Sit for at udbrede Christen-
dommen, ikke blot vi Præster, men ogsaa Enhver o. s. v. Det
gaaer jo charmant! Ikke blot vi Præster Her mangler strax
de dialektiske Mellembestemmelser, om da en Præst er en Apostel,
og hvis ikke, hvorledes da forskjellig fra en Saadan og ham dog
liig. De kirkelige Differentspunkter om Ordinationen forøge
Vanskelighederne, og den hovedsagelige Mellembestemmelse
skubbes tilbage ved Afgjørelser indenfor det Uasgjorte. Altsaa
ikke blot vi Præster Denne Passus tegner meget haabfuldt
i Begyndelsen Det, om hvilket der siges ikke blot, er slet ikke
givet, og nu følger Apodosis med Formaningens Alvor: J,
mine kjære Tilhørere, agter paa min Tale, det er ikke blot mig
og os Præster, der saaledes skulle virke, men J skulle ogsaa virke
saaledes! Hvorledes? Ja det er det Eneste, der ikke bliver klart
i denne alvorlige Tale, hvis Alvor ikke just ligger i Tanke-Ind-
holdet. Nu er det første Moment færdigt; Præsten aftørrer
3veden, og Tilhørerne gjøre ligesaa blot ved Tanken om, at
de saaledes ere blevne Missionairer. Taleren begynder atter.
Man haaber at faae lidt nærmere Oplysning, men see! det
næste Moment er: at Enhver i sig selv bereder Herren Vei.
Det er naturligviis, som der skal tales, og paa dette Punkt
lader der sig lægge en Livs-Anskuelse an. Man forstaaer, at
den Enkelte har med sig selv at gjøre væsentligen, at det at
udrette er det Tilfældige, hvilket man ikke skal soregribe sig,
og ikke væsentligen tør tilregne sig, og som man først i Evig-
hedens Tilbageskuen vil faae at see som det er, væsentligen
Guds Tilgift og tilfældigen den Enkeltes Gjerning. Tilværelsen
og i den Styrelsen er nemlig noget mere end en ligefrem Sum
as alle de enkelte Menneskers Gjerninger. Sin absolute Tanke
maa man derfor have in intet-to, hvor man saa færdes Naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
