Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
blot paa det elastiske Sted — saa gaaer det af sig selv med
Springet." Dette er et ret godt Exempel paa Veltalenhedens
fromme Svig; det er som vilde En anbesale det at blive hen-
rettet ved en Guillotine og sige: ,,det Hele er en let Sag, De
lægger Dem blot paa et Bræt, saa trækkes der blot i en Snor,
saa falder Oxen ned — og De er henrettet.« Men sæt nu, det
at blive henrettet var det man ikke ønskede: og saaledes med det
at springe. Naar man er utilbøielig til Springet, saa utilbøie-
lig, at denne Lidenskab gjør ,,Graven uendelig bred«, saa hjælper
den sindrigst opfundne Springemaskine En slet ikke. Lessing
indseer meget godt, at Springet, som det Afgjørende, er qvali-
tativt dialektisk, og tillader ingen approximerende Overgang.
Hans Svar er derfor en Spøg. Det er langtfra at være dog-
matisk, det er ganske dialektisk rigtigt, personligt eviterende, og
istedetfor i en Fart at opfinde Mediationen, betjener han sig
af sine gamle Been og sit tunge Hoved. Og det forstaaer sig,
Den som har unge Been og et let Hoved, han kan sagtens springe.
Saaledes afrunder den psychologiske Modsætning mellem
Lessing og Jacobi sig. Lessing hviler i sig selv, føler ingen Trang
til Fælledsskab; han parerer derfor ironisk, og smutter fra Jacobi
paa sine gamle Been — som ikke due til at springe med; han
gjør intet Forsøg paa at ville overbevise Jacobi om, at der
intet Spring er til-k). Jacobi derimod søger sig selv, trods al
sin Begeistring for Andre, og det at han endeligen vil over-
bevise Lessing er netop hans Trang; det at han trænger saa
heftigt paa Lessing viser, at han trænger til Lessing — for at
spille med Præpositioner, hvad Jacobi yndede saa meget.
J det Hele kan man af hvad der mellem Jacobi og Men-
delsohn gjennem Emilie (Reimarus) afhandles om Jacobis
Forhold til Lessing faae en Forestilling om, hvor uudtømmelig
k) Det var en Lykke for Lessing, at han ikke levede i det ligesaa alvor-
lige som cegtkspeculatiwdogmatiske nittende Aarhundrede; han havde maaskee
maattet opleve, at en høist alvorlig Mand, der sandeligen ikke forstod Spøg,
for Alvor havde andraget paa, at Lessing skulde gaae om igjen til Præsten
for at lære Alvor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
