Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
bekymret og leder om sin Gjenstand. Medens vi alle ere Subjekter,
maa Poesien nøies med et meget sparsomt Udvalg af Subjekter,
som den kan bruge; og dog skal Poesien netop have Subjek-
tiviteter. Hvorfor tager den saa ikke den Første den Bedste af
vor ærede Midte? Ak, nei, han duer ikke, og vil han ikke gjøre
andet end blive objektiv, saa kommer han aldrig til at due.
Dette synes dog virkelig at tyde paa, at det er en egen Sag
med at være Subjekt. Hvorfor er nogle Faae blevne udødelige
som begeistrede Elskere, nogle Faae som høimodige Helte o. s. v.,
dersom Alle i enhver Generation saadan uden videre vare det
ved saadan uden videre at være Subjekt? Og dog er det at
være Elsker, Helt o.s. v. netop Subjektiviteten forbeholdt, thi
objektivt bliver man det ikke. — Og nu Præsterne! Hvorfor
er der et vist Jndbegreb af fromme Mænd og Qvinder, til hvis
ærværdige Jhukommelse Talen altid vender tilbage, hvorfor
tager Præsten ikke den Første den Bedste af vor ærede Midte
og gjør til Forbillede: vi ere jo Alle saadan hvad man kalder
Subjekter. Og dog ligger jo Fromheden netop i Subjektivi-
teten, objektivt bliver man ikke from. See, Elskov er en Subjek-
tivitetens Bestemmelse, og dog ere Elskende saa sjeldne· Ja,
vi sige rigtignok (omtrent i samme Forstand som naar der tales
om det saadan at være Subjekt): der gik et Par Elskende, der
et andet Par, i Søndags blev der lyst for sexten Par, i Storm-
gaden boer et Par Elskende, som ikke kan forliges — men naar
Poesien forklarer Elskov i sin høitidelige Opfattelse, da fører
det prisede Navn os stundom flere Aarhundreder tilbage, medens
det daglige Liv gjør os ligesaa humoristiske som Liigtaler i Almin-
delighed — da der jo hvert Øieblik begraves en Helt. Er dette
blot Chicane af Poesien, der ellers er en venlig Magt, en Trø-
sterinde ved at opløfte os i Beskuelsen af det Udmærkede —
af hvilket Udmærkede? Jh, af Subjektiviteten. Saa det er altsaa
noget Udmærket at være Subjektivitet. — See, Troen er jo
Subjektivitetens høieste Lidenskab, men agt blot paa Præsternes
Tale om, hvor sjeldent den findes i den troende Menighed (thi
dette: den troende Menighed siges omtrent i samme Forstand,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
