Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
frisk væk den Categorie ,,Prøvelse« (·hvor det Ethiske er Anfæg-
telse), der absolut forvirrer det Ethiske og overhovedet al lige-
frem menneskelig Tænkning, og det gaaer som Jntet —- stort
mere er det nok heller ikke.
Nu er Forholdet et andet. Pligten er det Absolute, dens
Fordring det Absolute, og dog er Jndividet forhindret i at reali-
sere den, ja paa en fortvivlet ironisk Maade ligesom fritagen
(i samme Forstand som Skriften siger at være fri fra Guds Lov)
derved, at han er bleven ueensartet med den; og jo dybere dens
Fordring forkyndes ham, desto tydeligere bliver ham kun hans
rædselsfulde Fritagelse. Den rædselsfulde Fritagelse fra at
gjøre det Et·hiske, Judividets Ueensartethed med det Ethiske,
denne Suspension fra det Ethiske er Synden som Tilstand i
et Menneske.
Synden er et afgjørende Udtryk for den religieuse Existents.
Saasnart Synden ikke er sat, bliver Suspensionen et transitorisk
Moment, der igjen forsvinder eller bliver udenfor Livet som det
aldeles Jrregulaire. Synden derimod er det afgjørende Ud-
gangspunkt for den religieuse Existents, er ikke et Moment
indenfor noget Andet, indenfor en anden Tingenes Orden,
men er selv den religieuse Tingenes Ordens Begyndelse. J
intet af de pseudonyme Skrifter var Synden bragt frem. Vel
havde Ethikeren i Enten—Eller givet den ethiske Categorie
at vælge sig selv et religieust Anstrøg ved at ledsage Fortvivlel-
fens Akt med det at angre sig selv ud af sin Continuitet med
Slægten, men dette var en Forflygtigelse, der vel havde
sin Grund i at Værket skulde holdes ethisk — ganske som var
det efter mit Ønske, for at nemlig hvert Moment kunde blive
tydeligt for sig. Den opbyggelige Betragtning hvormed Enten
— Eller ender, »at vi mod Gud altid have Uret,« er ingen
Bestemmelse af Synden som Grund, men er Misforholdet mel-
lem den Endelige og Uendelige, bragt til Beroligelse i Uendelig-
hedens Forlig i Begeistring. Det er den endelige Aands (i
Frihedens Sphære) sidste begeistrede Tilraab til Gud: jeg kan
ikke forstaae Dig, men jeg vil elske Dig, Du har altid Ret, ja
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
